Den maskerede knivmorder vender tilbage: Vi får en Scream 5

Foto/ Dimension Films

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Wes Cravens Scream-film er selvfølgelig på listen over de 13 bedste jump scares i gysere. Og med rette. Ghostface-morderen med den ikoniske sorte beklædning og hvide maske ér bare pisseuhyggelig. Og nu kan du godt forberede dig på meget mere gys – vi får nemlig en Scream 5. Det skriver Bloody Disgusting.

LÆS OGSÅ: Google genskaber Scream-scene i genial reklame – og ændrer den en smule

Scream 5 bliver uden kendt instruktør

Det er gyser-mesteren Wes Craven, som instruerede Scream 1, 2 og 3 i henholdsvis 1996, 1997 og 2000. I filmene følger vi pigen Sidney Prescott, spillet af Neve Campell (Party of Five). Sidneys mor døde året forinden. Og nu får Sidney og hendes venner i byen Woodsboro mystiske opkald fra en seriemorder, der især vil høre svaret på ét bestemt spørgsmål: “Hvad er din yndlingsgyser?”

De første tre film var så populære, at en Scream 4 så dagens lys i 2011, hvor skuespilleren Emma Roberts spiller Sidney Prescotts kusine. Og Wes Cravens gyserevner gjorde, at Scream 4 var lige så uhyggelig som dens tre forgængere.

Og nu kan vi altså se frem til en Scream 5. Dog uden Wes Craven, som desværre gik bort i 2015.

LÆS OGSÅ: Get Out-skabere er tilbage: Knivmorder er løs på campus i ny jule-gyser

Det er Spyglass Media Group, som har købt rettighederne til den nye Scream-film. Og det er endnu uvist, hvem der skal skrive manus og instruere.

En række filmskabere gik sammen og skabte en Scream-serie på MTV og VH1 i 2015-2019. Serien fulgte nogle andre historier end Wes Cravens film, og det er endnu uvist, om Scream 5 vil følge Cravens historik eller gå i tv-seriens fodspor.

Produktionen er endnu ikke gået i gang, men vi glæder os til at følge udviklingen af den nye Scream-film. Forhåbentligt er den lige så creepy og fyldt med jump scares, som dens forgængere!

Ind til da kan du gyse dig igennem disse 10 gyserfilm, som var så uhyggelige, at seerne ikke kunne færdiggøre dem.