Bye-bye Beverly Hills: Ny 90210-serie bliver ikke fornyet med en sæson 2

Foto/ Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Vi var mange, som slet ikke kunne vente på, at en ny version af den populære Beverly Hills 90210-serie fik premiere – men nu er sæson 2 aflyst. Det skriver The Hollywood Reporter.

LÆS OGSÅ: Så meget tjener stjernerne for den nye Beverly Hills 90210-serie

Forfatterne skred

Da rebootet af Beverly Hills 90210 fik premiere, var anmelderne ikke overbeviste. Seriens første sæson blev kaldt både “rodet”, “sjov” og “kedelig” – og alle anmelderne var enige om, at serien generelt var ret mærkelig. Og det virker til, at Fox Entertainment har lyttet til anmelderne. Vi får i hvert fald ikke en sæson 2 af Beverly Hills-serien.

Der var da også en del opstartsrod allerede i første sæson af serien, hvis officielle titel er BH90210. Den nye serie blev skabt af blandt andre Jennie Garth og Tori Spelling, og allerede fra første spadestik var der problemer.

Det drejede sig især om kreative forskelligheder blandt skaberne og seriens forfattere. Spelling og Garth, som spiller Donna og Kelly i serien, ville gerne skabe en serie-i-serien. Ikke helt ulig Curb Your Enthusiasm, som den danske Klovn-serie er inspireret af.

Rygtet siger at det gjorde, at intet mindre end 13 forfattere skred fra opgaven.

Sæson 2 af ny Beverly Hills aflyst

På grund af en lunken modtagelse af første sæson, og på grund af de svære omstændigheder omkring tilblivelsen, har Fox Entertainment altså valgt at trække stikket på den nye Beverly Hills-serie. Fox udtaler:

“Vi er så stolte af at have genforenet denne serie med sine fans. Den dybeste tak og respekt til Brian (Austin Green), Gabrielle (Carteris), Ian (Ziering), Jason (Priestley), Jennie (Garth), Shannen (Doherty) og Tori (Spelling). De lagde al deres hjerte og sjæl i denne opfindsomme og nostalgiske revival sammen med hele holdet og alle på Fox og CBS Television Studios”.

Garth og Spelling er kede af, at deres serie har fået kniven. Og hele castet havde håbet på mange flere sæsoner af BH90210 fremover. Spelling har udtalt:

“Vi har så mange historier at fortælle, og vi kunne have fortsat mange sæsoner endnu.”

Vi siger tak for kampen til David, Andrea, Steve, Brandon, Kelly, Brenda og Donna. Vi ses på TV2 Play, hvor alle 10 sæsoner af Beverly Hills 90210 heldigvis ligger til streaming.

LÆS OGSÅ: Ligner på en prik: Luke Perrys søn er hans ‘tvilling’