Den nye Mulan-film i modvind: Nye ændringer fire måneder før biografpremieren

Foto/ Disney

author
Frederikke Weien Svendsen

Man kan ikke sige, at Disney har ligget på den lade side. De har nemlig planlagt, at hele 16 Disney-film skal genindspilles med virkelige mennesker. Nogle af filmene er allerede ude og flere er på vej. Se bare traileren til den nye Lady og vagabonden – som endda er med en vaskeægte internathund. Og nu er der endnu en ny film på vej – og den er allerede planlagt til at ramme biograferne i marts 2020. Det er nemlig den nye Mulan-film.

Vi har før skrevet om den vilde og imponerende trailer til den nye Mulan-film. Men det er langt fra glæde og ros, som er kommet fra de trofaste Disney-seere, som fik lov til at være testpublikum til den første visning.

Testpublikummet var nemlig vidne til, at Mulans kompagnon, den røde drage Mushu, slet ikke var med i den nye film. Og de kunne også opleve, hvordan de populære sange fra Disney-filmen var blevet nedgraderet til kun at være instrumental baggrundsmusik i filmen. Og det var testpublikummet altså ikke synderligt begejstrede for. Det skriver The DisInsider.

LÆS OGSÅ: Drømmejob til Disney-fans: Du kan tjene penge ved at se film på Disney+

Disney har lyttet til klagerne

Nu ser det ud til, at Disney har lyttet til det utilfredse testpublikum.

Disney er nemlig begyndt at ændre den nye Mulan-film, selvom den er sat til premiere den 24. marts 2020.

De skulle efter sigende allerede nu være i gang med at filme nye scener til den nye Mulan-film. Og de skulle efter den nye plan være færdige med at filme til december. Altså en måned før premieredatoen. Om det er et realistisk mål, må vi jo få at se.

Vi ved endnu ikke, hvad der skal ændres i filmen. Men vi ved, at nye optagelser normalt ikke varer fire måneder, men nærmere et par uger. Så om vi alligevel får Mushu at se – eller om hovedrollerne får sangundervisning og ender med at synge Rigtige Mænd – er stadig uvist.

Vi glæder os i hvert fald til at se, hvordan filmen ender. Og hvis du nu undrer dig over, hvordan de andre Disney-film ender, når de bliver genindspillet med virkelige mennesker, kan du jo se, hvordan Emma Stone kommer til at se ud som den onde Cruella De Vil.

LÆS OGSÅ: Det kommer du til at kunne streame på Disney+: Her er den LANGE liste