Kidnappere og slagtere: De 10 mest modbydelige skurke i danske film

Foto/ Thura Film

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Filmskaberne i Hollywood er vilde med at se danske skuespillere i roller som skurke.

En af Danmarks største stjerner har skaffet sig en skurkerolle i serien The Witcher, som endelig har fået premieredato på Netflix.

Og en dansk skuespiller skal spille Dracula i en ny Netflix-serie.

Sværvægteren Mads Mikkelsen har også både spillet en drabelig lejemorder og kannibalen Hannibal.

Vi er altså godt kendt for at have en masse danske skurke med i film i udlandet. Men hvem er de mest modbydelige skurke i danske film? Vi har samlet vores bud på denne liste.

Pssst – vi spoiler en række danske film – så er du advaret!

LÆS OGSÅ: Kunstner puster liv i Disney-skurke: Sådan ser de ud i virkeligheden

1. Nattevagten (1994)

IMDb-score: 7,3

Den jurastuderende Martin tager et sommerferiejob som nattevagt på Retsmedicinsk Institut. Her kommer han i kontakt med kriminalkommisær Peter Wörmer, der efterforsker en række uhyggelige mord. Pludselig begynder der at ske mystiske ting i kældrene på instituttet, og Martin er sikker på, at han er ved at blive sindssyg. Er han morderen?

Nope. Det er Peter Wörmer. Og det løber os koldt ned ad ryggen, når Ulf Pilgaard giver fuld gas som en af de mest modbydelige, danske skurke over for en meget ung Nikolaj Coster-Waldau, som spiller stakkels Martin.

LÆS OGSÅ: Coster-Waldau til journalist: Du ved lige så godt som mig at det er åndssvagt

2. Antichrist (2009)

IMDb-score: 6,6

Der er ikke mange kvinder på listen over skurke i danske film. Men hende her tæller for mindst et par stykker.

Lars von Trier har lavet mange kontroversielle film, men hans kvindeportræt i Antichrist tager nok prisen for at være det mest provokerende og brækfremkaldende, han endnu har sat på lærredet.

Charlotte Gainsbourg spiller kvinden, hvis navn vi aldrig hører, som i dansk films nok smukkeste åbningsscene har sex i brusekabinen, mens hendes lille søn falder ud af lejlighedsvinduet.

Det ligner en ulykke. Men da hun tager på terapeutisk hyttetur med sin mand, begynder hun at opføre sig mærkeligt … næsten dæmonisk. En blodsprøjtende penis og en afklippet klitoris senere går det op for os, at kvinden lod ulykken ske med vilje. Midt i sin egen nydelse så hun til, mens hendes søn faldt i døden.

Anklager Trier alle kvinder for at være dæmoniske? Det spørgsmål er vist stadig til diskussion.

LÆS OGSÅ: 10 seriøst forstyrrede sexscener, som virkelig ikke er for sarte sjæle

3. Det forsømte forår (1993)

IMDb-score: 7,4

Lektor Blomme er læreren fra helvede i Det forsømte forår, som er en filmatisering af Hans Scherfigs roman af samme navn fra 1940.

Til studenterjubilæum mindes en flok tidligere elever deres skoletid som helt fantastisk. Men virkeligheden var en helt anden. Lærerne pinte og plagede nemlig eleverne.

I spidsen som den mest modbydelige står latinlæreren Lektor Blomme, som er så ækel mod sine elever, at en af dem faktisk ender som morder, da Blomme dør af et forgiftet maltbolsje.

Frits Helmuth er fuldstændig fænomenal som den ondsindede Lektor Blomme. Vi er i hvert fald glade for, at vi ikke sad på hans skolebænk!

LÆS OGSÅ: Harry Potter er for farlig: Skole forbyder nu bøgerne

4. Riget (1994 – 1997)

IMDb-score: 8,3

Lars von Triers syreserie Riget fra 1990’erne begynder med den samme prolog i hvert afsnit. Her beskriver en fortællerstemme, hvordan Rigshospitalet i København blev bygget oven på de gamle blegedamme, hvor blegemændene stod i tågen og blegede lagner i mosevandet. Fortælleren antyder samtidig, at der sker mystiske ting på Rigshospitalet …

Riget et nemlig mere end almindeligt besat. Og i spidsen står Åge Krüger som den rendyrkede ondskab i egen høje person. Den tidligere læge er nu en dæmon, som skaber frygt på Rigshospitalets gange.

I rollen som Åge Krüger ser vi den tyske skuespiller Udo Kier, som både har spillet sadistisk sømand i Breaking The Waves og selveste Grev Dracula i Blood for Dracula fra 1974.

Fun fact: Det var Erik Wedersøe, som lavede voice-over på Åge Krüger, så han snakkede dansk. Vi kender Erik Wedersøe som chefen Ulf i Rejseholdet.

LÆS OGSÅ: Sherlock-skabere tilbage med Netflix-serie: Dansker spiller Dracula

5. Kvinden i buret

IMDb-score: 7,2

I den første filmatisering af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-krimiromanserie bliver politikeren Merete Lynggaard kidnappet af en tilsyneladende fremmed. Hun bliver spærret inde i et trykkammer, som man bruger til dykning. Carl Mørck og Assad forsøger at opklare sagen om den forsvundne politiker, selvom sagen er fem år gammel. Sideløbende ser vi Merete være fanget i trykkammeret … i fem år!

Skuespilleren Peter Plaugborg spiller Lars Henrik ‘Lasse’ Jensen. Og det er helt uhyggeligt, så godt Plaugborg kan spille grænsepsykotisk psykopat. Vi frøs i hvert fald helt til is, da han blev afsløret som Meretes kidnapper.

‘Lasse’ er nemlig overbevist om, at det var Meretes skyld, at begge deres familier døde i en fælles bilulykke, da de to var børn. Og at spærre hende inde i fem år er altså en pænt vild måde at tage hævn på!

LÆS OGSÅ: Klar til de nye Afdeling Q-film? Nu er premieredatoerne offentliggjort

6. Festen (1998)

IMDb-score: 8,0

Venner og familie samles fra nær og fjern til Helge Klingenfelds (Henning Moritzen) 60 års fødselsdag. Helges ældste søn Christian (Ulrich Tomsen) er sågar kommet hele vejen fra Paris, hvor han bor til daglig. Christians tvillingesøster Linda (Lene Laub Oksen) er død. Og i sin tale til sin far afslører Christian, hvorfor søsteren tog sit eget liv.

Talen hedder “når far sku’ i bad” og beskriver, hvordan Helge systematisk voldtog tvillingeparret, mens moderen (Birthe Neumann) tav. De yngre søskende Helene (Paprika Steen) og Michael (Thomas Bo Larsen) aner intet og ender med at smide Christian på porten.

Imens forsøger Helges kone og børnenes mor at forsikre alle gæsterne om, at det slet ikke er rigtigt, det Christian siger om misbrug af ham og hans søster.

… Men det passede altså. Og dét gør Helge Klingenfeld til en af de allerværste danske skurke.

LÆS OGSÅ: 8 film, hvor skuespillere faktisk havde sex i virkeligheden

7. Blinkende lygter (2000)

IMDb-score: 7,7

Den danske actionkomedie Blinkende lygter er skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen. Torkild (Søren Pilmark), Peter (Ulrich Thomsen), Arne (Mads Mikkelsen) og Stefan (Nikolaj Lie Kaas) er fire kriminelle, som forsøger at leve livet så godt, som de nu kan.

Torkild skylder en masse penge til den storkriminelle mafiatype ‘Færingen’. Derfor er Torkild i lommen på Færingen – og skal gøre, som han siger.

Efter et kup flygter de fire kriminelle med fire millioner kroner – væk fra Færingen. De slår sig ned på en gammel kro i Sønderjylland, hvor de bliver venner med flere af de lokale.

Fortiden indhenter dem dog, da Færingen finder frem til deres idylliske opholdssted.

Færingen bliver spillet af den svenske skuespiller Peter Andersson, som faktisk også spiller den superulækre Nils Bjurman i Mænd der hader kvinder. Og han er helt vild i rollen som den kølige og småpsykopatiske færing.

LÆS OGSÅ: Vi rangerer de 25 mest sexede karakterer i dansk film

8. Zappa (1983)

IMDb-score: 7,3

En af de mest betydelige ungdomsfilm fra den danske filmskat er denne beretning om de tre 14-årige drenge Bjørn, Mulle og Sten, som bor i Brønshøj i 1960’erne. De tre venner mødes i deres træhus. Bjørn og Mulle er interesseret i piger, mens Sten er mere interesseret i kæle(rov)fisken Zappa, som han godt kan lide, fordi Zappa æder de svage fisk.

Sten får de to andre lokket ud i kriminalitet, som starter med indbrud, men som hurtigt eskalerer. Bjørn og Mulle ender med at gøre oprør mod den voldelige Sten, og det hele ender meget voldeligt.

Sten bliver spillet af Peter Reichhardt, som er søn af Poul Reichhardt. Og Sten er bare en bad guy af dimensioner. Han dræber blandt andet en fugl, røver en gammel dame og gruppepresser sine venner på de værst tænkelige måder.

LÆS OGSÅ: Danskerne har stemt: Her er årets absolut bedste film

9. De Grønne Slagtere (2003)

IMDb-score: 7,3

Svend Sved er pissesjov i Anders Thomas Jensens sorte komedie De grønne slagtere. Men han er jo faktisk også en af de mere morbide danske skurke.

Vennerne Bjarne og Svend åbner deres egen slagterforretning, da de vil undgå den ondskabsfulde Holger. De udvikler en madret ved navn “kyllerylle”, der er alt andet end ko og gris, men som får mere opmærksomhed end Holgers kronhjortepølse.

“Kyllerylle” sælger og sælger og sælger. Men hvor kommer kødet fra?

Svend er i virkeligheden morder og får hans kunder til at blive kannibaler – uden deres samtykke. “Kyllerylle” er nemlig menneskekød.

Joken er selvfølgelig, at “kyllerylles” popularitet slet ikke stammede fra menneskekødet – men fra Svends fremragende marinade.

LÆS OGSÅ: Mads Mikkelsen-film i kaos: For dårlig til at få premiere

10. Forbrydelsen (2007)

IMDb-score: 8,4

I 2007 summede hele Danmark af teorier om, hvem som dræbte Nanna Birk Larsen. Og der var spænding til sidste sekund, da vi sad naglet til tv-skærmen og fulgte med i, hvordan efterforskningslederen Sarah Lund jagtede Vagn Skærbæk.

Vagn blev spillet af Nicolaj Kopernikus, som vi blandt andet kender fra Bænken og Klassefesten. Vagn indrømmede at have dræbt Nanna – hvorefter Nannas far skyder Vagn ude i en skov. Dét er selvtægt, der vil noget.

Faktisk blev Forbrydelsen så populær, at Netflix lavede en amerikansk version. Du kan se traileren til The Killing herunder:

LÆS OGSÅ: Nu er det offentliggjort: Her er hovedrollerne i ny TV2-serie om ubådssagen