Med ‘Thor Ragnarok’ viser Marvel hvorfor de er kongerne af superheltefilm

author
Tobias Bukkehave

”Why fix it if it ain’t broken?”

Sådan lyder et ærkeamerikansk saying, og der er i princippet ikke meget ved MCU (Marvel Cinematic Universe), der er i stykker.

Under Kevin Feiges kyndige ledelse, har Marvel Studios siden 2008 produceret 17 superheltefilm, der tilsammen har indspillet mere end 12 milliarder dollars.

På samme måde er der egentlig heller ikke umiddelbart noget, der har akut behov for reparation i Thor-franchiset. Den første film fra 2011 skrabede 450 millioner dollars sammen og nød i store træk også anmeldernes gunst.

’Thor: The Dark World’ fik en hårdere medfart i pressen, men indspillede til gengæld over 650 millioner.  Der er med andre ord ikke nogen ko på isen.

Og så alligevel. For Marvel gælder det om at være opmærksom på alle former for potentiale, der ikke bliver udnyttet til fulde, og der har hele tiden været en eller anden følelse af uforløsthed i Thor-franchiset.

Tegneseriefiguren er super populær, den fungerer rigtig godt i ’Avengers’-mashupsne, og Chris Hemsworth, der spiller Thor, er en veritabel megastjerne. Så hvordan kan de være, at ’Thor’ ikke er lettet på samme måde som ’Avengers’- kollegerne ’Iron Man’ og ’Captain America’?

 

En solid formel

Vi kender efterhånden MCUs formler og arketyper ud og ind.

Det er tit noget med en ond skurk, som i øvrigt altid er en mand, der vil have en dims, som på den ene eller den anden måde kan sikre ham verdensherredømmet.

Om dimsen er en tesseract, en hær af robotter, en infinity stone, et stykke futuristisk software eller en aether er ikke så vigtigt. Helten(ene) forsøger så at forhindre skurken i at få fat i dimsen.

Det gør de gerne i forskellige etaper, før det hele forløses i en lang, effekttung klimaksscene.

På samme måde går flere af karaktertyper også igen. Hvis man er lidt flabet, kan man for eksempel godt påstå, at Dr. Stephen Strange blot er en variation over Tony Stark; de er begge arrogante egomaner, der med tiden lærer at tage sig af andre.

Genre og tonemæssigt er vi også som regel i nogenlunde samme farvand; noget blødt drama med en række sjove indslag. Dramedy? Nej, ikke rigtig, vel? Genren hedder faktisk bare ”superheltefilm”.

Formler på store studiefilm er hverken noget nyt eller noget specielt dårligt, og Feige og co. lykkes stort set altid med at holde filmene friske og varierede.

Man har med stor succes smagt til med nye genrerkoder, interessante settings og stilistiske greb. ’Captain America: The First Avenger’ var for eksempel nærmest en Anden Verdenskrigs-film, ’Ant-Man’ var på mange måder en heist-film, og ’Spider Man: Homecoming’ var en art coming of age teenage-film, der blandt andet gav et originalt bud på alle tiders værste prom night.

 

Et franchise med behov for ny energi

 

Men hvad var ’Thor’-filmene egentlig? Det har fra første film i trilogien været svært at slå fast. Noget halvgøglet scifi-fantasy med rumvæsner, der drikker mjød og taler Shakespearean? Man kan næsten høre Kevin Feiges stemme for sig oven på ’The Dark World’; ”Come on, folks, we can do better.”

Og det har de gjort. Better og først og fremmest different. På stort set alle parametre. ’Thor: Ragnarok’ er grundlæggende en ret vild, ja, nærmest vanvittig, film, som både tone, genre og stilmæssigt bryder ret radikalt med de foregående film. Først og fremmest er den sjov hele tiden.

Hver scene er spækket til randen med utrolige platheder, og det er befriende, at der ikke bliver holdt igen. Hemsworths kæmpe krop og lidt dorske udtryk er som skræddersyet til den form for dead pan humor, og endelig kommer australierens komiske talent til sin ret.

“Den grønne knuser er simpelthen det perfekte sidekick for Thor”

Nå ja, og så har man klogt set, at Hulk (Mark Ruffalo) og Thor harmonerede super godt sammen i ’Avengers’ filmene. Den grønne knuser er simpelthen det perfekte sidekick for Thor, og deres samspil i filmen er urkomisk på en fantastisk gorilla-agtig facon.

Dertil kommer filmens bizarre settings, helt særlige fysik og et ualmindeligt farverigt og opfindsomt filmisk look, der bare bliver ved med at give. På det område er det helt tydeligt, at man har skelet voldsomt til et andet smash hit i porteføljen, nemlig ’Guardians of the Galaxy’.

På tide med en kvindelig superskurk

’Ragnarok’ bruger samme space odessey-struktur, og lader Thor og Hulk rejse rundt mellem sære verdener og møde alle mulige og umulige væsner på deres vej.

Sidst men absolut ikke mindst, så byder den 17. MCU-film omsider på en kvindelig skurk i Cate Blanchetts Hela.

Det var på tide, og Blanchett, hvis karakter faktisk får ret meget relevant skærmtid for en Marvel-skurk, klæder virkelig ’Thor: Ragnarok’. Hun er lækker, hensynsløs og farlig, og Thor og Loke (Tom Hiddleston) har fra start til slut nok at se til med deres uvorne storesøster.

 

Et imponerende mod

Kevin Feige har aldrig været bange for at tage chancer, når det kom til, hvem der skulle sidde i instruktørstolen på hans film.

Da Kevin Brannagh blev tilbudt den første ’Thor’ film, havde han aldrig lavet store effektfilm, og da Joe Johnston lavede ’Captain America’, var hans sidste stort anlagte film ’Jurassic Park 3’ ti år tidligere.

På samme måde var 35 årige Jon Watts, der tidligere i år instruerede ’Spider Man: Homecoming’, før den film et ret ubeskrevet blad.

I alle tre tilfælde gav satsningen på et frisk hoved, der ikke var vant til big budget-filmens maskineri, pote og resulterede i historier, som føltes anderledes.

Med ’Thor: Ragnarok’ når Feiges kreative mod dog alligevel nye højder. Ind fra højre kom nemlig den New Zealandske instruktør Taika Waititi, hvis seneste fire film tilsammen har haft et budget på 6.5 millioner dollars. Til sammenligning har han på ’Ragnarok’ haft 180 millioner til rådighed.

 

Ny rekord indenfor rækkevidde

 

Hvis box-office kalkulerne i forhold til Taika Waititis skøre og super forfriskende ’Thor: Ragnarok’ holder, så kan den ramme 100 millioner dollars i præmiereweekenden.

Hvis det sker, så vil den efter ’Guardians of the Galaxy vol. 2’ og ’Spider Man: Homecoming’ blive den tredje Marvel-film i år, der lykkes med det. Marvels track record er allerede utrolig, men sådan et hattrick er der aldrig nogen, der har lavet før.

Hvis vi her dybt inde i MCUs tredje fase gør status, så må man bare sige, at Marvels dominans på blockbuster-markedet er total.

Og så længe Kevin Feige og Marvel Studios bliver ved med at skrue på de små knapper, fortsat tør at modificere succes-formlerne og ikke tøver med at introducere nye, kreative hoveder til studiesystemet, så er det svært at have noget imod, at de fastholder den position.