Me Too: Kæmpestjerner bliver udsat for sexchikane i trailer til Bombshell

Foto/ Nordisk Film

author
Sara Elisabeth Nedergaard

#MeToo var over os som en tsunami, hvis bølge for alvor brød i 2017. Her begyndte kvinder i filmbranchen at bruge hashtagget, hvor de stod frem med beskyldninger om seksuelle krænkelser mod flere mænd i branchen. James Franco og Casey Affleck var nogle af de filmstjerner, der blev beskyldt for at have krænket kvinder. Og den mest kendte var nok filmproduceren Harvey Weinstein, som er blevet tiltalt for krænkelser, overfald og voldtægt. Og nu er der landet en ny trailer til filmen Bombshell, som portrætterer en anden MeToo-skandale. Det skriver Variety.

LÆS OGSÅ: Amerikansk komiker om #MeToo: ”Mænd er bange. Det er sjovt”

Skandalen

I 2014 udkom en bog af Gabriel Sherman, hvor tv-produceren Roger Ailes fra Fox News blev beskyldt for at have krænket Sherman i 1980’erne. Fox News nægtede alle beskyldningerne.

Men i 2016 stod Fox-værten Gretchen Carlson frem med nye beskyldninger. Tre dage senere stod flere kvinder frem med beskyldninger mod Roger Ailes.

En anden Fox-vært, Megyn Kelly, stod efterfølgende også frem med beskyldninger. Senere i 2016 sagde Roger Ailes op og forlod Fox News – med en fratrædelsesordning på 40 millioner dollars.

LÆS OGSÅ: Du bliver nødt til at se Jimmy Fallons #MeToo-version af kendt Bob Dylan-sang

Filmatiseringen Bombshell

I den nye trailer til Bombshell ser vi Charlize Theron og Nicole Kidman i rollerne som Fox-værterne Megyn Kelly og Gretchen Carlson. Og mens Billie Eilishs storhit Bad Guy meget passende ligger som underlægningsmusik i den nye trailer til Bombshell ser vi, hvordan de to kvinder er blevet trætte af at finde sig i Roger Ailes’ krænkende adfærd.

Margot Robbie spiller den fiktive karakter Kayla Pospisil, som er ny hos Fox News. I den nye trailer til Bombshell får hun at vide af Roger Ailes, spillet af John Lithgow, at hun skal gøre, som han siger for at blive til noget hos nyhedsgiganten.

LÆS OGSÅ: Nicole Kidman havde sine to børn med i kæmpeserie – spottede du dem?

Stjerneskuespillere

John Lithgow er blandt andet kendt for sin rolle som Winston Churchill i serien The Crown og som seriemorder i serien Dexter. Og han er næsten ikke til at kende, når han spiller den overvægtige og ubehagelige Roger Ailes. Margot Robbie er både aktuel i Once Upon A Time … in Hollywood og Birds of Prey i 2019, hvor hun spiller henholdsvis Sharon Tate og Jokerens kæreste Harley Quinn.

Nicole Kidman brillerede i HBO-serien Big Little Lies tidligere i år – og at dømme ud fra traileren til Bombshell bliver rollen som Gretchen Carlson endnu en pragtpræstation fra hendes side. Charlize Theron er ikke ny i gamet, når det kommer til at få makeup på, så hun ligner en anden. Det gjorde hun blandt andet til rollen som den prostituerede seriemorder Aileen i Monster. En rolle, som inkasserede hende en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.

LÆS OGSÅ: Jokerens kæreste får egen film: Se traileren til Birds of Prey

Bombshell har premiere i de danske biografer den 27. februar 2020 – se den nye trailer her: