‘Murder House Flip’ er den perfekte kombination af true crime og boligprogram

Foto/ Shutterstock

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Det lyder næsten for godt til at være sandt, ikke? Vi er ubehageligt mange, der finder stor glæde ved at binge true crime – og jo mere forfærdeligt, jo bedre. Og vi er saftsusemig også rigtig mange, der elsker et godt boligprogram. Så en kombination af de to er en våd drøm, der bliver til virkelighed i Murder House Flip. Det skriver Popsugar.

LÆS OGSÅ: 7 styks true crime, hvor mordgåden faktisk blev løst

Ville du bo i sådan et hus?

Når amerikanere taler om, at man kan “flip a house” betyder det, at man tager et gammelt hus, renoverer det og sælger det igen. Og det er præcis det, der er præmissen i Murder House Flip. Den ekstra vinkel på programmet er, at de gamle huse, der skal renoveres, er … lidt anderledes end andre huse.

De huse, der skal renoveres i Murder House Flip er nemlig selvsamme huse, hvor nogle af USAs mest bestialske mord har fundet sted. Vi har endnu ikke fået at vide hvilke vilde mordsager, der har fundet sted i de respektive huse i programmet. Men vi kan godt forvente, at der kommer til at være fuld smæk på uhyggen.

I Murder House Flip vil en række specialiserede retsmedicinere, åndelige healere og renoveringseksperter omdanne de creepy dødshuse til moderne hjem, som familier kan flytte ind i. Producenterne bag det lidt anderledes boligprogram tæller både tidligere producere fra CSI: Crime Scene Investigation og HBO-serien Penny Dreadful.

Elyse Seder fra Sony Pictures Television, som står bag programmet, fortæller:

“Vi er begejstrede for at kunne bringe dette once-in-a-lifetime-projekt til livs og dykke ned i en verden, der kombinerer Amerikas to største tv-besættelser, nemlig true crime og boligprogrammer.”

LÆS OGSÅ: Det er bevist: Du kan blive syg af gysere – og særligt denne Netflix-serie

Hvor kan man se det?

Det er desværre hverken på Netflix, Disney+, HBO, DR eller andre gængse tjenester, du kan fange Murder House Flip. Tv-programmet bliver nemlig designet specielt til streamingtjenesten Quibi.

Quibi er en platform, hvor du kun kan se serier på din smartphone. Platformen har fået omkring en milliard dollars til det her opstartsprojekt, som rammer USA i april 2020.

Vi kan kun håbe på, at Quibi også bliver tilgængeligt i Danmark. Så er vi i hvert fald de første til at se Murder House Flip!

LÆS OGSÅ: Mordgåder og blodige opgør: Her er de bedste Netflix-krimiserier i 2019