Eddie Murphy vender tilbage som Axel Foley: Vi får en Beverly Hills Cop 4

Foto/ Nata Sha / Shutterstock.com

author
Sara Elisabeth Nedergaard

1980’erne var måske Eddie Murphys storhedstid. Og det var blandt andet i rollen som den rapkæftede Axel Foley i Beverly Hills Cop, at han virkelig strålede. Én film blev til tre, og sammen med standup-karriere og populære film som Coming to America, stilede Eddie Murphy mod stjernerne. Efter et mere stille årti i 2010’erne virker det nu til, at Eddie Murphy stiler efter det helt store comeback. Først blev det annonceret, at der kommer en Coming to America 2 med Murphy i hovedrollen som den elskværdige Prins Akeem. Og nu er det officielt, at der altså kommer en Beverly Hills Cop 4. Det skriver Screen Rant.

Comeback på comeback

I 1984 blev hele verden forelsket i Axel Foley – Eddie Murphys rapkæftede karakter i Beverly Hills Cop, som vi også kender som Frækkere End Politiet Tillader herhjemme. Axel Foley er en hurtigtsnakkende politimand i Detroit, som tager til Beverly Hills for at undersøge mordet på en barndomsven. Beverly Hills Cop rykkede Eddie Murphy op på rangstien, fra stand-up og Saturday Night Live til det store biograflærred.

Derfor kom det heller ikke som den store overraskelse, at både en 2’er og en 3’er udkom i henholdsvis 1987 og 1994 – og at der har været tale om en Beverly Hills Cop 4 de sidste 25 år. Faktisk var der tale om en film nummer fire tilbage i 2011, men projektet blev lagt på hylden. I 2016 var Beverly Hills Cop 4 igen tæt på at blive en realitet, men filmen blev aldrig til noget. Ind til nu.

Eddie Murphy har nemlig store planer for de kommende år. Der er kommet biografdato på Coming to America 2, og derudover vil Murphy både tilbage til stand-up og SNL. Og med Beverly Hills Cop 4 er det altså comeback på comeback til Eddie Murphy.

Murphy har endnu ikke løftet sløret for detaljer omkring den nye film. Så nu er det bare om at vente – og glæde sig – til der kommer mere nyt.

LÆS OGSÅ: Skuespiller buser ud med det: Vi får en White Chicks 2