Er du sindssyg, det går vildt for sig: Her er de 10 dyreste bilulykker i film

Foto/ Warner Bros Pictures Dc Comics/Ritzau Scanpix

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Det ér bare dyrt at lave film. Vidste du for eksempel, at en bestemt scene i Endgame er den dyreste nogensinde? Noget af det dyreste er generelt de vilde actionscener. Du kan for eksempel læse om de 8 dyreste stunts på film lige her. Noget andet, der koster the big bucks, er, når der skal fuld smadder på vilde biljagter og dertilhørende sindssyge bilulykker. Men hvilke bilulykker er egentlig de dyreste i film? Det har bilforsikringsfirmaet 1st Central undersøgt. Det skriver Express.

De dyreste biluheld fra film er blevet udregnet ved, at forsikringsselskabet har kigget på de almindelige kriterier for en bilforsikring: Altså chaufførens alder og jobtype, og hvor alvorligt biluheldet var.

LÆS OGSÅ: Vi har samlet de 10 bedste sexscener på film nogensinde

1. The Blues Brothers

En af de dyreste bilulykker i film er Elwood Blues’ episke uheld i The Blues Brothers. Faktisk er det, ifølge 1st Central-forsikringsselskabet, det absolut dyreste i filmhistorien. Elwood Blues – spillet af Dan Akroyd, som vi kender fra den originale Ghostbusters-film – kører gennem USA i én lang biljagt, hvor han på sin vej smadrer flere politibiler, end man kan tælle. Og det koster altså en god sjat moneter. Forsikringsselskabet har faktisk udregnet skaderne til at løbe op i 5.000.000 britiske pund, hvilket svarer til 42 millioner danske kroner.

LÆS OGSÅ: Top 10: Vi tæller ned til den absolut dyreste film nogensinde

2. Bullitt

Bullitt er en amerikansk actionthriller fra 1968 med Steve McQueen i hovedrollen som den garvede politimand Frank Bullitt. Der er fart på drengen, og en af de mere prominente biljagter i filmhistorien står altså til at koste tre millioner britiske pund, svarende til 25 millioner danske kroner ifølge forsikringsselskabet.

3. The Dark Knight

Der er vist ingen, der er i tvivl om, at Heath Ledger var fuldstændig genial som Jokeren i The Dark Knight. Og en af de mest actionspækkede scener fra filmen er mødet mellem Batmans hi-tech motorcykel og Jokeren i en lastbil. Og det er altså på listen over de dyreste bilulykker i film. I den virkelige verden ville Jokeren nemlig stå til at betale knap 17 millioner danske kroner for nedenstående scene:

4. Bad Boys 2

I Bad Boys 2 spiller Will Smith og Martin Lawrence makkerparret Mike og Marcus, der efterforsker narkosager i Miami. Og det går selvfølgelig ikke stille for sig. I en særligt heftig scene, hvor Will Smiths karakter Mike sidder bag rattet, går det altså helt galt. Derfor ender Bad Boys 2 på listen over de dyreste bilulykker med en pris på næsten 8,5 millioner danske kroner.

5. The Italian Job

En af de ultimative bilfilm er nok The Italian Job, hvor en række tyve skal begå århundredets bilrøveri. I den originale version fra 1969 spiller Michael Caine hjernen bag foretagendet, Charlie Croker. I genindspilningen fra 2003 er det Mark Wahlberg, der står i spidsen. Og begge film er altså spækket med hårrejsende vilde bilscener, der ville have kostet Charlie Croker 1,7 millioner danske kroner. Blandt andet denne scene, som måske faktisk er indbegrebet af en cliffhanger?

6. Bourne Identity

I The Bourne Identity spiller Matt Damon den tidligere spion Jason Bourne, der lider af hukommelsestab. Det hele kommer dog tilbage til ham – blandt andet hans mad skills bag rettet, som i denne scene ville have kostet Bourne 840.000 danske kroner.

7. Casino Royale

James Bond er blandt andet kendt for sin lækre biler. Og i Casino Royale ræser Daniel Craig rundt i en Aston Martin DBS, der får sig en ordentlig kæberasler på en heftig biljagt. Så heftig, at skaderne stod til 675.000 danske kroner. Heldigt for Hr. Bond er det, at han er ansat under dronningen i England, hvilket gør, at han ikke ville skulle betale en rød reje.

8. Dukes of Hazzard

Denne road movie fra 2005 er baseret på en tv-serie fra 1970’erne og har fuld drøn på bilerne. Bo, Luke og Daisy roder sig ud i alle mulige tænkelige og utænkelige ting sammen med deres onkel, Jesse. Blandt andet en helt ustyrlig biljagt, der ville have kostet Bo Duke den nette sum af 420.000 danske kroner.

9. Thelma & Louise

Det er ikke kun The Italian Job, der kan præstere cliffhangers. I Thelma & Louise er der rigeligt med action i smuk forening med en gedigen omgang girl power. Susan Sarandon og Geena Davis spiller de to husmødre, der har fået nok af tilværelsen. Det driver dem ud på en køretur gennem USA – der altså ender i, at de to kvinder kører ud over Grand Canyon. Og dét stunt ville altså have kostet Louise, der sad bag rattet, 250.000 danske kroner. Nå ja, ud over at de to kvinder nok ikke overlevede faldet.

10. Days of Thunder

I Days of Thunder spiller Tom Cruise NASCAR-racerkøreren Cole Trickle. Der er fart over feltet i denne racerfilm, og især én scene skiller sig ud. Cole Trickle totalskader nemlig sin Chevrolet Lumina – og det er altså ikke for sarte sjæle! Som professionel NASCAR-kører skulle Cole Trickle – hvis han var en “rigtig” person – dog ikke betale så meget som én krone for styrtet. Det er jo en del af sporten.

LÆS OGSÅ: Top 10: Vi tæller ned til den absolut dyreste film nogensinde