Drømmejob til gyserfans: Få penge for at se alle Stephen Kings gysere

Foto/ Brooke Palmer/AP/Ritzau Scanpix

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det amerikanske firma US Dish vil faktisk betale dig penge for at se gysere. Det skriver Kino. Og det er nogle meget specifikke gysere, du kan tjene penge på at se. Det er nemlig film, som er baseret på gyserkongen Stephen Kings romaner. Hvis du ikke er gyserfan, er det måske ikke drømmejobbet for dig. Men hvis du – ligesom os – er glad for den scary Pennywise-klovn i IT eller Jack Nicholson i Ondskabens Hotel, skal du læse videre. Måske bliver du den heldige, der kan tjene penge på at se Stephen King-gysere?

LÆS OGSÅ: Vi får en ny Stephen King-gyserserie: Og castet er fuldstændig perfekt

Her er de gysere, du kan tjene penge på at se

Firmaet bag drømmejobbet leder efter dig, der har sans for detaljen. Du behøver ikke at have en filmrelateret uddannelse – og de vil ikke engang bede om en ren straffeattest. Til gengæld vil firmaet have lov til at monitorere din krop, når du læner dig tilbage og gennemgår Stephen Kings imponerende bagkatalog. Og lønnen? 1300 dollars – altså knap 9000 danske kroner. Det er altså en helt okay løn, hvis du spørger os. Udover jobbeskrivelsen, har det amerikanske firma selvfølgelig også offentliggjort hvilke film, du skal se. Listen er som følger:

  • Carrie (den originale eller genindspilningen fra 2013)
  • Children of the Corn
  • Christine
  • Creepshow
  • Cujo
  • Dreamcatcher
  • IT (den originale eller genindspilningen fra 2017 og 2019)
  • The Mist
  • Pet Sematary (den originale eller genindspilningen fra 2019)
  • Salem’s Lot
  • Ondskabens Hotel
  • Thinner
  • Misery

Hvis du er interesseret i at tjene penge på at se de her gysere, skal du lige være opmærksom på, at du skal være bosat i USA for at få jobbet. We know – det er selvfølgelig ikke optimalt. Men siger de kloge hoveder ikke, at man nogle gange skal tage springet og følge sine drømme?

LÆS OGSÅ: Stephen King synes – stadig – ’The Shining’ er en latterligt dårlig film