Vi får en ny Stephen King-gyserserie: Og castet er fuldstændig perfekt

Foto/ AP/Ritzau Scanpix

author
Mette Viktoria Pabst

Man kan åbenbart ikke filmatisere en Stephen King-roman uden at få en Skarsgård-bror involveret. Bill Skarsgård har skræmt livet af os som dræberklovnen Pennywise i IT (denne her trailer, hvor han messer, at han har savnet os, vil få nakkehårene til at rejse sig på dig). Nu skal Bill Skarsgårds bror Alexander Skarsgård gøre ham kunsten efter i en ny filmatisering af en Stephen King-gyser.

Det er bogen The Stand (på dansk Opgøret), der skal indspilles som en serie på 10 afsnit på CBS All Access.

Alexander Skarsgård skal spille en af Stephen Kings alle mest creepy karakterer. Ham, de fleste kender som ‘den sorte mand’ – den karismatiske og gysende skurk Randall Flagg. Det skriver Collider.

LÆS OGSÅ: Anmeldelser af Castle Rock: Uhyggelig Stephen King-serie gør kongen ære

The Stand som serie

The Stand foregår i en apokalyptisk fremtid, hvor 99 procent af verdens befolkning er blevet udryddet af en virus. Den sidste procent bliver opdelt i De gode og De onde.

Og hos De onde står Randall Flagg forrest, som den ondeste af alle.

Mon ikke Skarsgård nok skal sørge for at gøre Randall Flagg tilpas skræmmende i den kommende serie. Vi ved i hvert fald, at han kan spille indbegrebet af uhyggelig. Det så vi i særdeleshed i hans rolle som Perry Wright i hitserien Big Little Lies.

Skarsgård er flankeret af flere kendte skuespillere på rollelisten. Jovan Adepo fra The Leftovers skal spille Larry Underwood, Owen Teague fra Bloodline har rollen som Harold Lauder, og Brad William Henke kendt fra Orange Is the New Black skal spille Tom Cullen.

LÆS OGSÅ: Efter det her klip fra ny Stephen King-film kan du vinke farvel til din nattesøvn

Og hvis det ikke er nok til at gøre dig begejstret for den kommende serie, så har Stephen King ifølge Collider selv skrevet seriens tiende og afsluttende episode.

En episode, der øjensynligt indeholder helt nye scener, der ikke var en del af den originale King-roman fra 1978.

Det er ikke første gang, at Stephen King sørger for nyt materiale til filmatiseringen af hans romaner. Han har også sørget for, at en helt ny gyserscene kom med i IT 2.

Vi ved endnu ikke, hvornår The Stand får premiere, eller hvor vi kan være heldige at fange den herhjemme. Men vi krydser fingre for, at den finder vej til en af de store streamingtjenester.

LÆS OGSÅ: Gyserfilm terroriserer børn: Video af barn, der flygter fra biografen, går viralt