Nu får vi en dansk udgave af legendarisk britisk tv-program

Felix Smith (i midten), skuespiller Dar Salim (til højre) og tidligere racerkører Jesper Carlsen er klar som værter.

Foto/ Discovery Networks Danmark

author
Rune Melchior Sjørvad, Ekstra Bladet

Top Gear har altid været kendetegnet ved et markant – og til tider kontroversielt – værts-trekløver.

I den danske udgave bliver det tv-vært Felix Smith, skuespiller Dar Salim og den tidligere racerkører Jesper Carlsen, der skal styre løjerne – og bilerne.

Det er Discovery Networks Danmark, der har købt rettighederne til ‘Top Gear’ af BBC Studios Nordics, mens Nordisk Film TV og BBC Nordics produktionspartner skal producere programmerne.

LÆS OGSÅ: Han har forført talrige piger over mobilen – han findes bare ikke: Nyt DR-mysterium er ikke til at slippe

Mercedes-tatovering

Felix Smith har tidligere været vært på alt fra Melodi Grand Prix til ‘Rundfunk’, men med ’Top Gear’ har han for alvor fundet ‘hjem’, meddeler han.

Smith er nemlig bil-entusiast ud over det sædvanlige, hvilket et Mercedes-logo tatoveret på underarmen vidner om.

Top Gear er mit alltime yndlingsprogram, og jeg var ikke to sekunder i tvivl om, at det her skulle jeg lave. Jeg har interesseret mig for biler, lige så længe jeg kan huske, og et af mine mål i livet er at prøve at køre så mange forskellige biler som muligt,” siger Felix Smith og fortsætter:

Top Gear passer perfekt ind i den ambition. Jeg er stolt og lykkelig over at få lov til at drøne Skandinavien rundt med to gode venner i nogle af verdens fedeste biler. Det er svært for mig overhovedet at kalde det et arbejde.”

LÆS OGSÅ: Google genskaber Scream-scene i genial reklame – og ændrer den en smule

Elsker fart og spænding

Det andet blad på værts-trekløveret er skuespilleren Dar Salim. Hans karriere tæller roller i blandt andet Game of Thrones, Underverden og Kriger. Han har desuden sort bælte i karate, er uddannet pilot og elsker i det hele taget motordrevet fart og spænding.

“Jeg er ikke lige så erfaren en kører som mine to medværter, men jeg elsker fart og har altid gjort det. Det har aldrig været et fokus for mig i mit liv, men åbenbart altid været en naturlig del af det. Jeg har trods alt fløjet flyvemaskiner og sejler speedbåd og kører motorcykel og hurtige biler,” siger Dar Salim.

Kraftig motor

Sidste del af værtsholdet er den tidligere racerkører Jesper Carlsen, der til daglig arbejder som Relation Manager for den danske Formel 1-stjerne Kevin Magnussen. Men hvad Carlsen mangler i tv-erfaring, har han til gengæld, når han sætter sig bag rattet i en bil.

“Jeg elsker biler og er egentlig ret nørdet omkring dem. Jeg finder stor nydelse ved at køre gode biler, som nærmest taler til og kræser for chaufføren. Når jeg sætter mig i en lækker bil, kan jeg sjældent skjule min begejstring. En kraftig motor og nogle lækre detaljer – så er jeg solgt,” lyder det fra Jesper Carlsen.

Produktionen begynder i denne måned 2019, og Top Gear – Danmark vil efter planen ramme skærmen på Kanal 5 i foråret 2020.

LÆS OGSÅ: Hvor mange kan du få rigtige? Prøv den store Disney Channel-quiz til alle 00’er-børn