Dansker sad fanget hos IS: Anmeldernes dom over “konstant nervepirrende” film

Foto/ Nordisk Film

author
Freya Bjørnlund

Han tog til Syrien for at tage billeder af helt almindelige mennesker fanget i krigen. I stedet endte han med at sidde i et fangehul hos Islamisk Stat i 389 dage. Historien om den danske fotograf Daniel Rye er både virkelig og helt ufattelig. Og nu er den blevet til filmen Ser du månen, Daniel baseret på Puk Damsgårds prisvindende bestseller af samme navn. Og hvordan har instruktørerne Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen klaret rejsen fra bog til film? Ifølge de danske anmeldere er de bestået til gennemsnitligt fire solide stjerner. Filmen er “hverken overraskende eller udfordrende – men den rammer lige i hjertet,” som DR skriver i en 4-stjernet Ser du månen, Daniel-anmeldelse:

“Den er grum og så følelsesladet, at den med garanti vil fremkalde tårer både hertillands og i USA, hvor filmen runder af hos familien til journalisten James Foley, som Daniel Rye sad i fangenskab med.”

LÆS OGSÅ: Vi dykker ned i de 10 bedste sexscener fra sidste år

Vi kender slutningen

Daniel Rye var kun 23 år, da han blev taget til fange af Islamisk Stat i Syrien. Og mens han måtte udholde tortur i fængslet, kæmpede hans familie i Danmark for at få ham udleveret af sine kidnappere. Efter 13 måneder lykkedes det på mirakuløs vis.

Historien mangler ikke drama. Men filmen har et par udfordringer, mener Politiken i en 4-stjernet Ser du månen, Daniel-anmeldelse:

“Som fortælling står filmen med nogle meget konkrete udfordringer. For det første selvfølgelig, at man på forhånd ved, hvordan det hele ender. For det andet er det en helt seriøs udfordring at skabe dynamik i noget så stillestående som en langvarig indespærrings monotone pinsler og plager.”

Trods udfordringerne er filmen ifølge Politien endt som et “nervepirrende muskuløst gidseldrama”.

Spænding eller ej?

Berlingske mener dog ikke, at filmen kan beslutte sig for, om den vil være en rendyrket spændingsfilm eller fortælle historien så tæt på virkeligheden som muligt:

“Man har valgt en formel der ligger mellem det elementært spændende og det rå dokumentariske. Det lykkes ikke helt, og forsøget er drænende, men også absolut seværdigt.”

Alle anmeldere er dog enige om at rose filmens hold af skuespillere, især Esben Smed i hovedrollen som Daniel Rye.

LÆS OGSÅ: 10 slet skjulte jokes om sex i Disney-film

Mest begejstret er Ekstra Bladet, som uddeler 5 stjerner i sin Ser du månen, Daniel-anmeldelse:

“Selv om vi ved, hvordan det slutter, er det konstant nervepirrende i samfulde 138 minutter. Alle gør det godt her, og rent filmhåndværksmæssigt er der tale om eksemplarisk arbejde, hvor især scenerne fra Syrien har en nærmest håndgribelig klaustrofobisk intensitet.”

Ser du månen, Daniel får premiere i de danske biografer i dag, og du kan varme op med den nervepirrende trailer her.

LÆS OGSÅ: Genial kunstner viser, hvor kiksede Disney-prinsesser ville se ud i hverdagssituationer