De første par er blevet Gift ved første blik: Vi vurderer deres chancer

De første par i Gift ved første blik 2019 er blevet gift. Vi vurderer deres chancer for kærlighed.

Foto/ DR

author
Mette Viktoria Pabst

Vi har ventet et helt år på igen at kunne se to vildtfremmede mennesker blive gift med hinanden for rullende kameraer. Og nu er det endelig tid til at se det igen. De første par i Gift ved første blik 2019 er blevet gift. Vi vurderer chancerne for, at de to første par bliver sammen.

Konceptet Gift ved første blik er intet mindre end genialt. DR matcher mennesker, der aldrig har mødt hinanden, aldrig talt med hinanden og aldrig så meget som set et billede af hinanden. Og nu skal de altså giftes, mens hele Danmark ser på.

LÆS OGSÅ: Her er alle de tidligere par fra Gift ved første blik i dag: Baby og kold luft

De otte deltagere er blevet udvalgt af en kæmpe pulje af folk, der har meldt sig som deltagere. Faktisk har DR meldt ud, at der aldrig er så mange, der har meldt sig til programmet, som denne gang.

Du kan se alle otte deltagere her.

I det første program er det Christina og Michael og Claus og Henriette, der skal sige ja til hinanden. Vi giver bud på, om parrene holder hele eksperimentet igennem.

1. Christina og Michael

Christina er 25 år og arbejder som kontorassistent i Farum. Hun har et hår, som vil gøre selv Rapunzel jaloux, og så har hun skabet fyldt med stilletter, så sylespidse, at de formentlig kan dræbe en fuldvoksen mand.

Michael er 27 år, arbejder som social og sundhedsassistent-elev og bor i Knabstrup ved Mørkøv. Han griller tit med drengene, hans sofa er gået i stykker efter en lidt for vild fest sidste fredag, og så kører han en ond gokart.

Christina har datet en del, men synes ikke, hun har fundet en mand, hun rigtig har matchet med. Michael har også været derude. Så meget, at han kækt fortæller i programmet, at han det seneste år “har datet 300 piger”.

Det er cirka en om dagen. Ro på, Michael.

LÆS OGSÅ: Pinlig fejl i Gift ved første blik: DR var nødt til at trække afsnit tilbage

Parrets chancer

Det her kunne godt gå hen og blive dramatisk. På mange måder matcher Michael og Christina egentlig meget godt. De er begge ret unge, er begge gå-i-byen-typer og er rimelig ekstroverte.

Og så alligevel. For mens Christina er lidt Imerco med sine citatplakater på væggene og Kai Boysen-abe på kommoden, så er Michael typen, der går i storcenter i tank-top og køber et dracula-jakkesæt med kraven op til brylluppet. Not so classy. Og jo, vi så godt penis-sugerørene og prinsesse-tiaraen til Christinas polterabend, men vi tror bare ikke, hun er klar på ødelagt sofa og høj krave hver eneste dag.

Trods våde kys og dyriske blikke (i hvert fald fra Michaels side), så lurer dramaet altså lige under lykken og dukker sporadisk op, som når Christina vrisser over, at Michael ikke lytter efter, hvad hun siger. Der er et job på en første date (eller til et bryllup), Michael. Og det må være lige at lytte efter.

Så meget tiltrækning. Så meget potentielt drama. Er Eva og Carsten fra sidste sæson rejst tilbage i tiden og har tilmeldt sig programmet igen?

LÆS OGSÅ: ‘Gift ved første blik’-Carsten forklarer: Derfor vil han ikke have en syg kone

Claus og Henriette

Henriette er 29 år og fra Silkeborg. Hun studerer mediegrafik og maler, og så virker hun som typen, der er præcis lige så meget i zen, rummelig og sød som Kathrine fra sidste sæson.

Claus fra Odense er 33 år og arbejder som socialpædagog. Han er typen, der stolt viser sine håndboldmedaljer frem derhjemme med den ene hånd, mens han lige bygger et walk-in-closet til sin kommende kone med den anden. En ægte handyman. Det kan kun gå godt.

LÆS OGSÅ: Eva fra Gift ved første blik: Det var mig, der droppede Carsten

Parrets chancer

Vi sætter alle pengene på, at Henriette og Claus bliver et af de par i Gift ved første blik 2019, der holder. De er præcis lige så søvndyssende, søde og rolige som Vanessa og Stefan fra sidste sæson, og så har Henriette oveni lige en sjat af Kathrines kæmpe rummelighed.

Selv da Claus lige i sin bryllupstale får smidt ind, at han er blevet mobbet som lille, tager Henriette det i stiv arm. Ikke noget med at føle, at det er for tidligt eller for meget. Bare et kærligt og forstående smil. Det kan vi lide.

Nå ja, og så ryger de begge to. Der har eksperterne alligevel lært et eller andet fra sidste års katastrofe-par Eva og Carsten.

Der er ikke meget, der kan gå galt her. Det skulle da lige være, hvis Claus og hans mors forhold bliver en kæp i hjulet. Helt ærligt, vi elsker alle sammen vores mødre, Claus, men aldrig har vi hørt en så vild kærlighedserklæring, som den du gav din mor fem minutter inde i programmet. Vi ser allerede for os, hvordan Claus tager sin mor med på bryllupsrejsen. Så rummelig er Henriette nok alligevel ikke.

Du kan streame det første program på DR TV her.

LÆS OGSÅ: De mest tåkrummende par i Gift ved første blik nogensinde