Netflix har ny gyserserie med Hunger Games-twist: Kom væk fra øen – eller dø

Foto/ Netflix

author
Mette Viktoria Pabst

Kan du lide tanken om Robinson Ekspedition blandet med Hunger Games, Lost og unge fest-mennesker ala Fyre Festival? Og så tilsat en tilpas mængde horror, blod og frygt? Så kan du nok ikke finde noget bedre end Netflix nye gyser The I-Land.

Netflix har lige smidt en trailer til filmen, der får premiere den 12. september. Og det virker til, at de har tænkt sig at skræmme livet ud af dig med en skræk-ø.

LÆS OGSÅ: Bedste nyhed længe: Vi får en ny Hunger Games!

Fysiske og psykiske udfordringer

Plottet i den nye The I-Land er til at forstå. 10 unge mennesker vågner op på en ø uden at kunne huske noget om, hvordan de er kommet dertil. De opdager hurtigt, at den verden, de er vågnet i, er dyrisk, forstyrret og skrækindjagende.

Netflix forsøger også at skrue op for ubehaget. De har offentliggjort traileren med en skæbnesvanger tekst:

“Du er blevet valgt af en grund. Paradiset venter.”

Og der er endnu mere Hunger Games i den beskrivelse, Netflix giver i deres synopsis af serien:

“Stående overfor I-Lands ekstreme psykologiske og fysiske udfordringer må de forsøge at blive deres bedste selv – eller dø som deres værste,” lyder det.

LÆS OGSÅ: En flok rige kidnapper en flok fattige – og jager dem med haglgevær i syg, syg, syg trailer

Festival-vibes i traileren

Udover den indtrængende Hunger Games-feeling, man får, når man hører om den nye gyserserie, så minder Netflix-traileren os også en hel del om den berygtede Fyre Festival.

Fyre Festival var den vildt dyre og eksklusive luksusfestival for et par år siden. Her blev deltagerne lokket med gourmet-menu, strandvillaer, privatfly og verdens lækreste fotomodeller. De unge festivaldeltager ankom dog i stedet for til nødhjælpstelte, våde madrasser og toastbrød. Netflix har lavet en dokumentar om, hvordan det gik så grueligt galt.

Netflix’ The I-Land trailer emmer af Fyre Festival-vibes – helt ned til den måde, traileren er filmet på og den svømmende gris, der tager sig en tur i det azurblå hav.

Det her ligner en ægte binge-serie til de mørke efterårsaftener.

LÆS OGSÅ: Gyserfilm terroriserer børn: Video af barn, der flygter fra biografen, går viralt