Anmeldere på røven over stjernespækket ny film: ‘Tarantinos hidtil bedste’

Foto/ SF-studios

author
Mette Viktoria Pabst

Så fik den endelig premiere. Mesterinstruktøren Tarantinos nye film Once Upon a Time in Hollywood er den måske nok mest hypede film i 2019. Og heldigvis lever filmen op til alle de høje forventninger. I hvert fald ifølge de mange positive Once Upon a Time in Hollywood-anmeldelser, der er i de danske aviser i dag.

“Jeg glæder mig allerede til at se den igen og svælge i alle de detaljer, jeg gik glip af i første omgang,” lyder det fra Ekstra Bladets anmelder, der ligesom de fleste andre i anmelderkorpset smider 5 stjerner efter filmen.

LÆS OGSÅ: 6 minutters stående bifald: Tarantinos nye film har en ”Holy Fuck”-slutning, siger anmeldere

Bare castet i sig selv er næsten også nok til at udløse stjerner. Bare tjek det ud: Leonardo DiCaprio. Brad Pitt. Al Pacino. Margot Robbie. Tim Roth. Damian Lewis. Luke Perry.

I Informations Once Upon a Time in Hollywood-anmeldelse bliver der ikke uddelt stjerner, men de rosende ord sidder løst hos anmelderen:

“Tarantinos nye film er en mesters værk, en fremragende film, som kun vil blive bedre af at blive set igen, og som går direkte til kernen og hjertet af alt det, der har formet instruktøren: Film og populærkultur.”

LÆS OGSÅ: Margot Robbies solofilm om Harley Quinn har fået en helt absurd titel

Stjerneregn over Tarantinos nye film

Once Upon a Time in Hollywood foregår i 1969, optakten til filmbyens anden storhedstid. Her spiller Leonardo DiCaprio en falleret skuespiller, der jagter et comeback. Og han får selskab af sin buddy og stuntman spillet af Brad Pitt.

I filmen møder vi også The Manson Family, som myrdede fem personer, heriblandt den højgravide Sharon Tate, som var gift med instruktøren Roman Polanski.

Tjek bare ud, hvor godt Margot Robbie ligner den myrdede skuespillerinde.

LÆS OGSÅ: Brad Pitt og Leonardo DiCaprio var ikke smukke nok til Tarantino-foto – så blev de photoshoppet

Hos Berlingske er anmelder Kristian Lindberg imponeret over Tarantinos nye film.

“De lange visuelle sekvenser skal ikke opfattes som et problem for filmen, men snarere som en pointe. Med sin sanseligt behagelige og stærkt billedbårne film hylder Tarantino sin kunstarts sværmeriske sensualitet og det Hollywood, der fik rendyrket netop den kvalitet,” lyder det i den 5-stjernede anmeldelse.

Også hos BT bliver der smidt 5 stjerner efter mesterinstruktøren:

“…umiskendeligt en Quentin Tarantino-film – der er masser af mindeværdig dialog, cool stemning, et fremragende soundtrack, utallige referencer til andre film og en masse andre af QT’s trademarks.”

Hos DR er man ikke bleg for at hæve barren for ros endnu højere. Her kalder anmelder Per Juul Clausen filmen Tarantinos bedste og giver filmen den højeste karakter med 6 stjerner.

“Jeg holder fast i topkarakteren til Quentin Tarantinos niende og hidtil bedste film.”

Kun hos Jyllands-Posten er der ikke stor passion for det nye projekt. Her svinger avisen sig kun op på 3 stjerner i deres Once Upon a Time in Hollywood-anmeldelse:

“Quentin Tarantinos nye film er en ligegyldig pastiche og alt, alt for lang.”

Jyllands-Postens anmelder står dog ret alene i en storm af begejstrede anmeldere.

Filmen kan ses i biograferne landet over.

LÆS OGSÅ: Se det første smukke foto af Margot Robbie i hypet Tarantino-film