Film til ferien? Her er 8 fede Netflix-film, der kan downloades på mobilen

Foto/ Chuck Zlotnick/Sony/AP/Ritzau Scanpix

author
Freya Bjørnlund

Du skal væk, ud at se verden og drikke dig stiv i en pool. Men ingen sommerferie er komplet uden en smule binging. Og her kommer Netflix’ download-funktion i spil. Netflix har et hav af serier, som kan downloades på mobilen. Men udvalget er knap så overdådigt, hvis du vil downloade Netflix-film.

Derfor guider vi dig til 10 fede film, som kan downloades og tages med på ferie.

Hvis du aldrig kunne finde på at vove dig uden for den trygge wifi-radius, så kan du lade dig inspirere af anmeldernes liste over de bedste 10 film, som kan streames på Netflix.

God ferie!

LÆS OGSÅ: De 10 bedste krimiserier på Netflix

1. Spider-Man: Homecoming

IMDb-score: 7,5

Tobey Maguire var den søde. Andrew Garfield var den alvorlige. Og Tom Holland er den sjove.

Det lød som en doven idé, da Marvel besluttede at reboote Spider-Man-universet kun tre år efter The Amazing Spider-Man 2 fra 2014.

LÆS OGSÅ: Efter shitstorm: Netflix fjerner kontroversiel scene, som eksperter finder farlig

Men Spider-Man: Homecoming charmede sig ud af enhver tvivl. Den første film med Spider-Man i Marvel Cinematic Universe var alt for kæk til ikke at knuselske. Og Tom Holland viste sig at kunne matche andre super-chametrolde som Robert Downey Jr (Iron Man) , Chris Hemsworth (Thor) og Chris Pratt (Star-Lord) på karisma. Og det siger ikke så lidt.

2. Whiplash

IMDb-score: 8,5

Whiplash er filmen, der er nærmest fysisk umulig at se uden at bryde ud i stående klapsalver under rulleteksterne (værd at have in mente, når man sætter den på i natbussen sydpå).

Før instruktøren Damien Chazelle lavede La La Land og First Man, slog han igennem med et brag af en trommefilm.

LÆS OGSÅ: Alle voksne er sporløst forsvundet: Ny dystopisk Netflix-serie er rent mareridt

Den talentfulde trommeslager Andrew presses mod musisk perfektion af sin perfide underviser Fletcher – den militante type, der smider en hi-hat i hovedet på dig, hvis du er ude af takt. Sjældent har en Oscar været så fortjent som J.K. Simmons’ for den her kraftpræstation.

Filmen er klippet med en erfaren jazz-kats overskud og en rytmefornemmelse.

3. Blade Runner 2045

IMDb-score: 8,0

Advarsel: Det burde udløse en bødetraf at se den her film på en mobilskærm. Men på sommerferien må man arbejde med, hvad man har.

Og man skal ikke gå glip af Denis Villeneuves hypnotiserende fortsættelse til Ridley Scotts sci-fi-klassiker fra 1982. Begge film stiller tankevækkende spørgsmål til vores skelnen mellem menneskelig og kunstig intelligens.

LÆS OGSÅ: Lars Mikkelsen skal spille over for Superman i stor Netflix-serie

I en dystopisk fremtid har menneskeheden mistet kontrollen over replikanterne, som har udviklet kunstig intelligens. Staten udsender derfor Blade Runners, som har til opgave at finde og “dræbe” robotterne.

I Blade Runner 2045 er Ryan Goslings Blade Runner selv replikant. Men langsomt begynder han at udforske sin egen historie og opdager, at han måske er mere menneskelig, end han troede.

4. Gone Girl

IMDb-score: 8,1

Gone Girl er et filmmysterium af den mest opfindsomme slags. Sådan et, hvor man skal holde sig langt væk fra spoilers.

Ben Affleck spiller ægtemanden, hvis hustru pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden. Og hurtigt begynder beviserne et pege på ham selv.

LÆS OGSÅ: Her er 8 nyere Netflix-komedieserier, du ikke skal snyde dig selv for

Med afsæt i Gillian Flynns succesroman har David Fincher skabt en thriller, der godt kan tåle sammenligning med suspense-niveauet i hans andre pletskud Seven og Zodiac.

5. Baby Driver

IMDb-score: 7,6

Instruktøren Edgar Wright koreograferer action-scener, som en dirigent svinger stokken foran et symfoniorkester. Og i Baby Driver tager han sine musikalske action-sekvenser til et nyt niveau.

Baby Driver handler om en ung mand, der faktisk hedder Baby, og som lever af at være flugtbilist – han kan dog kun køre med høj musik i ørerne. Og selvom han er træt af sit arbejde, ender han alligevel midt i et heist, der er dømt til at gå galt.

Edgar Wright får ikke kun action-scenerne til at swinge, men også ping-pongen mellem Ansel Elgort, Kevin Spacey, Jon Hamm og Jaime Foxx.

6. 22 July

IMDb-score: 6,7

I 2018 kiggede hele tre film tilbage på tragedien, der udspillede sig på den norske ø Utøya den 22. juli 2011. Den norske film Utøya 22. juli, dokumentaren Reconstructing Utøya og så Netflix’ bud 22 July. 

LÆS OGSÅ: Netflix afslører den mest sete serie lige nu – og det havde vi ikke lige regnet med

Instruktøren Paul Greengrass fortæller om konsekvenserne af Anders Breiviks terrorangreb både for de overlevende unge, Norges politiske ledere og sagens advokater. Det gør han i en respektfuld og rørende film.

7. Knocked Up

IMDb-score: 7,0

Festaben, drengerøven og stoneren Ben Stone er så heldig at score en dame, som han aldrig troede, ville kigge i hans retning. Han havde heller ikke lige regnet med, at hun ville møde op på hans dørtrin to måneder senere og erklære, at hun er gravid. Med hans barn.

Plottet er ligetil i Judd Apatows rom-com fra 2007. Det er den naturlige kemi og halvimproviserede hang out-dialog mellem et uvirkeligt hold af komedietalenter, som gør Knocked Up til en af de sjoveste og mest charmerende komedier efter årtusindeskiftet.

Seth Rogen og Katherine Heigl er uimodståelige som det mis-matchede par, og de suppleres af en hel stribe af Hollywoods sjoveste hoveder, som sidenhen har domineret komediegenren: Paul Rudd, Jonah Hill, Jason Segel, Kristen Wiig, Ken Jeong, Martin Starr, Adam Scott, Jay Baruckel, B.J. Novak – og der er flere endnu.

8. Brokeback Mountain

IMDb-score: 7,7

To cowboys forelsker sig i vildmarken. Den filmidé var kontroversiel i 2005. Men hele verden smeltede over kærlighedshistorien mellem Ennis og Jack, spillet af Heath Ledger og Jake Gyllenhaal – også Oscar-akademiet, der uddelte tre statuetter til filmen.

Det starter som en sart og diskret romance i et telt. Og det vokser til en livslang kærlighed, som de to mænd ikke kan lægge låg på, selvom de lever i en tid, hvor den slags kan koste én livet.

Ennis og Jacks kærlighed er lige så eviggyldig som Romeo og Julies.

LÆS OGSÅ: 10 historiske film på Netflix, hvor virkeligheden virkelig overgår fantasien