Stranger Things 3 lander i morgen: Bedste sæson hidtil?

Foto/ Netflix

author
Freya Bjørnlund

Vi har ventet halvandet år på det her. Men nu er det endelig tid. I morgen lander tredje sæson af Stranger Things på Netflix, og lad os bare indrømme, at vi har glædet os lige så meget til det her, som Dustin, Lucas, Mike og Will nok glæder sig til Ghostbusters II. Især efter den seneste trailer, som lægger op til en sæson, der slår de to andre i uhygge. Vi glæder os ikke mindre efter anmeldernes reaktioner. “Den bedste sæson hidtil,” skriver Bloody Disgusting i en begejstret Stranger Things 3-anmeldelse:

“Nostalgien er perfekt, og det samme er alle referencerne og homagerne til 80’er-klassikere, vi holder af, men det er ikke derfor, vi ser videre. Det er takket være Duffer-brødrenes tætpakkede historie og skuespillerne.”

LÆS OGSÅ: Stranger Things stjerne troppede op til bryllup hos fan efter Twitter-udfordring

Taler monstrene?

Fire raske drenge, tre handlekraftige teens, en kløgtig sherif, en stædig mor – og en pige med superkræfter – har i to sæsoner bekæmpet de mystiske mørke kræfter fra The Upside Down, som har invaderet den støvede flække Hawkins.

Og selvom Eleven lukkede porten til den anden side i sæson 2, er Hawkins-banden tilsyneladende ikke sluppet af med de ubudne gæster i sæson 3.

LÆS OGSÅ: Fik Millie Brown lige afsløret et nyt par i næste sæson af Stranger Things?

I traileren vrænger en mystisk stemme: “I lod os komme ind. Og nu bliver I nødt til at lade os blive her.”

Det kunne lyde, som om monstrene er blevet velformulerede i tredje omgang?

Og hele sæsonen er en fest med 80’er-gysertema, hvis man skal tro anmelderne.

Hjertet i halsen og tårer ned ad kinderne

Lige nu har tredje sæson af Stranger Things en flot score på 95 procent på anmeldersitet Rotten Tomatoes.

Den nye sæson er uhyggeligere end de forrige, skriver flere anmeldere – og vi skal forvente at sidde med hjertet i halsen, hvis man skal tro TV Lines Stranger Things 3-anmeldelse:

“Hvad du vil gøre, når du er færdig med at binge, er at hive efter vejret (finalen er episk med stort E, P, I, S og K), tørre dine øjne (den vil give dig the feels, som du ikke engang vidste, var feels) og spekulere over, om du vil sidde på kanten af stolen hele vejen indtil sæson 4.”

LÆS OGSÅ: Her er de 10 bedste sexscener på film nogensinde

I sæson 3 får Duffer-brødrene især ros for at udvikle de karakterer, vi elsker. De er vokset siden sidst.

“Vores helte er ikke goofy børn, som de plejede. Den tredje sæson justerer dem (…) i nye kombinationer og alliancer,” skriver Financial Times i sin Stranger Things 3-anmeldelse.

“Ved at sætte alt ind på historierne om karakterernes forhold leverer sæson 3 af Stranger Things et ofte charmerende, dybere end forventet og i sidste ende fornøjeligt nyt kapitel,” skriver Indiewire.

Boston Herald er ikke bange for at sige det ligeud:

“Denne otte afsnit lange sæson er nok min favorit.”

Det er næsten for høje forventninger til at håndtere – godt, vi kun skal vente til i morgen.