Endelig! Traileren til Ondskabens hotel 2’er er ude, og den er gysende god

Foto/ Warner Bros.

author
Freya Bjørnlund

“The world will shine again” hører vi i den nye Doctor Sleep-trailer. Vi kunne dårligt få armene ned, da vi sidste år fik nys om, at vi får en opfølger til Stanley Kubricks mesterværk The Shining, som på dansk har fået titlen Ondskabens hotel. En film som mange uden tøven vil udnævne til verdens bedste gyser.

The Shining er baseret på Stephen Kings ikoniske roman af samme navn. Og han har for længst skrevet en opfølger, som hedder Doctor Sleep.

LÆS OGSÅ: Stephen King synes – stadig – ’The Shining’ er en latterligt dårlig film

Nu får vi endelig en film baseret på den opfølgende bog. Og vi troede ikke, det kunne lade sig gøre, men den nye Doctor Sleep-trailer fanger den snigende rædselsstemning fra The Overlook Hotel til perfektion.

Spøgelser i gangene. Blodet i elevatoren. Den mystiske skrift på væggen – “Redrum”.

Det. Kommer. Til. At. Gå. Ned.

Den synske dreng er blevet voksen

Doctor Sleep er instrueret af en herre, der kender sit gys. Mike Flanagan er hjernen bag sensationsserien The Haunting of Hill House på Netflix, som lynhurtigt blev en anmelderdarling, og tusindvis af seriefans over hele verden stemte den ind på en førsteplads over de bedste gyserserier i verden – se top 10 her.

Doctor Sleep fortsætter historien om Ondskabens hotel, efter den lille dreng på den trehjulede cykel, Danny med de clairvoyante evner, er blevet voksen.

LÆS OGSÅ: Danske anmeldere må holde sig for øjnene til gyser, der allerede kaldes “mesterværk”

Og hvem skal spille Danny? Ingen ringere end Star Wars-darlingen Ewan McGregor.

Som voksen bliver Danny igen forstyrret af sine mystiske evner. Og i traileren ser vi ham vende tilbage til The Overlook Hotel. Øjeblikket, hvor han kigger ind af det hul i døren, som hans gale far engang huggede med en økse, er lige til at få gåsehud af.

Vidste du i øvrigt, at Jack Nicholsons selv fandt på sin ikoniske replik, mens han råbte gennem sprækken i døren?

Vi kommer ikke til at kunne styre vores hype op til premieren på Doctor Sleep den 7. november.