De 5 mest creepy gyserfilm, du skal glæde dig til at se denne sommer

Foto/ Warner Brothers

author
Mette Viktoria Pabst

Sommeren er over os, og hvad er egentlig bedre end at få kuldegysninger i sommervarmen? Der er en række hypede gyserfilm i 2019, der alle får premiere i sommerferien, og som du kan glæde dig til at se.

Klik dig igennem galleriet og se de gyserfilm, vi glæder os mest til denne sommer. Der er garanti for klamme håndflader og gåsehud i biografen.

LÆS OGSÅ: Bedste gyserår nogensinde? De 13 gyserfilm, du ikke må snyde dig selv for i 2019

1. Annabelle Comes Home

Den mest creepy dukke i verden er tilbage for at skræmme livet af os endnu engang. I Annabelle Comes Home er den besatte porcelænsdukke låst forsvarligt inde bag lås og slå, så den ikke kan lave flere ulykker. Desværre tilkalder Annabelle flere onde ånder i rummet, som går efter et nyt offer – en 10-årig pige.

Filmen er en del af The Conjuring-gyseruniverset, og hvis du elsker det, vil du også elske at høre, at der er en The Conjuring 3 på vej – dog først i 2020.

Se den creepy trailer til Annabelle Comes Home her. Men hav lige en pude klar til at holde for øjnene.

Annabelle Comes Home har premiere den 27. juni.

2. Midsommar

Der er vel næsten ikke noget mere idyllisk end det svenske sommerland? Tro om igen. I gyserfilmen Midsommar danner vores broderland Sverige rammerne for den mest forstyrrede sommerfejring i den svenske ødemark nogensinde. Svenske piger med blomster i håret har aldrig været mere creepy.

Den hypede gyserinstruktør Jordan Peele har set filmen og har allerede sagt, at den indeholder de mest forstyrrede billeder, han nogensinde har set. Det er noget af en anerkendelse, når det kommer fra ham.

Det er instruktøren Ari Aster, der står bag Midsommar. Han stod også bag Hereditary, der videnskabeligt set var den uhyggeligste film i 2018.

Se traileren til Midsommar, hvis du ikke er bange for vanskabninger, bjørneindvolde og foruroligende festmiddage.

Midsommar har premiere den 11. juli.

3. Child’s Play

Okay, vi sagde lige, at Annabelle var den uhyggeligste dukke, men så er Chucky i hvert fald på en tæt andenplads. Dræberdukken Chucky er tilbage til sommer og klar til at slå ihjel igen.

I den nye film har Chucky kunstig intelligens, der tillader dukken at overtage og styre elektroniske ting. Det vil sige, han kan styre livsfarlige ting som biler, droner og elektrisk værktøj. Og du kan se i traileren, præcis hvor farligt det er.

Child’s Play har premiere den 18. juli.

4. Scary Stories to Tell in the Dark

Scary Stories To Tell In The Dark er baseret på en gyserbogserie af samme navn af Alvin Schwartz. I denne film er de mest skræmmende historier samlet, og rædslerne går ud over en teenage-flok i en lille amerikansk by i 1960’erne. De finder en bog, hvor historierne skriver sig selv; og de finder hurtigt ud af, at de selv er en del af rædselsfortællingerne.

Filminstruktøren og fantasy-mesteren Guillarmo del Toro, der står bag mesterværker som Pans labyrint og Oscar-vinderen The Shape of Water, har været med til at skrive manuskriptet til den her.

Traileren er rædselsvækkende – hvad fanden er det, der kravler rundt inde i den piges bums?!

Scary Stories To Tell In The Dark har premiere den 8. august.

5. Crawl

Hvis du er typen, der er bange for krybdyr, så vil Crawl skræmme dig halvt ihjel. Og hvis du ikke er bange for krybdyr, så bliver du det helt sikkert efter denne her.

Gyserfilmen Crawl foregår en typisk sommer i USA – sådan en, hvor de livsfarlige orkaner står i kø. Og da orkanen rammer, bliver den unge kvinde Haley fanget i et oversvømmet hus. Hun kæmper for at redde sin far fra oversvømmelsen – og for en flok af sultne alligatorer.

Lyder det ikke som en gyserfilm? Så se traileren her og bliv overbevist – det her er en, der får dig til at hoppe i stolen.

Crawl har premiere den 22. august.

LÆS OGSÅ: 5 gode gyserfilm, du kan se på Netflix