Han har forført talrige piger over mobilen – han findes bare ikke: Nyt DR-mysterium er ikke til at slippe

Foto/ DR

author
Freya Bjørnlund

At kalde Jonas en flot fyr ville være en underdrivelse. Hans sixpack ligner vitterligt en pakke solbrune dåseøl, og han viser den gladeligt frem med et cocky smil, på den søde måde. Han har en fed bil og et fedt hus. Men det bedste er, at han er sød. I stedet for at tale om sig selv, stiller han spørgsmål. Ikke spørgsmål om, hvorvidt du lige sender et nøgenbillede. Han vil rent faktisk gerne vide, hvordan din dag har været.

“Normalt synes jeg ikke, at fyre interesserer sig så meget for, hvad man laver i hverdagen, og hvad man går op i,” som 25-årige Sarah Amalie siger.

“Man føler sig vigtig, på en måde.”

Det eneste problem er, at hun aldrig har mødt Jonas. For han findes ikke.

Kun i hendes Messenger-app og på Insta-posts fra fitness-centeret. Og i Snaps fra sengen.

LÆS OGSÅ: Blev kaldt ‘neger’ og ‘luder’ som børn: Nu har de deres egen serie på DR3

Hvem er den mystiske Jonas? Whodunnit-mysteriet i DR’s nye dokumentarserie Forført af en falsk profil er fængslende i sig selv.

Men det er alle whydunnit-spørgsmålene, der for alvor presser sig på.

Hvorfor skjuler catfishen Jonas sig bag falske billeder? Hvorfor holder han liv i besked-flirts med et tocifret antal damer rundt omkring det ganske land, selvom han udmærket ved, at han aldrig kommer til at møde eller røre dem?

Og hvorfor falder pigerne – den ene efter den anden – for ham og illusionen?

Hvad er en catfish?

Æren for, at ordet “catfish” i 2014 blev optaget i den engelske Merriam-Webster ordbog, skal gå til Nev Schulman og Max Joseph. Gennem seks år har de to jagtet de virkelige personer bag mistænkelige digitale profiler i MTV-serien Catfish: The TV Show. Serien har skildret helt nye måder at elske – og bedrage – hinanden på i online-kærlighedens tidsalder.

LÆS OGSÅ: ‘Skam’-inspireret serie optaget på Roskilde: “Jeg har aldrig hørt så højlydt teltsex før!”

I programmet er der unge, som skammer sig så meget over deres krop, at de fupper sig til en ny og mere Insta-ready af slagsen. Der er homoseksuelle mænd og kvinder, der lyver sig til et andet køn. Der er vrede og ulykkelige eks’er, der opfinder en ny identitet for at få hævn – eller for at få deres kæreste tilbage. Der er endda såkaldte venner, som bare vil tage røven på deres buddys gennem en falsk profil. Knuste hjerter er der nok af.

Og så er der også kærlighedshistorierne. Når en catfish og et bytte mødes for første gang, og når kærligheden faktisk vinder over alle løgnene og de falske fotos.

LÆS OGSÅ: Journalisten, der fik vurderet sine kønslæber på tv: Jeg blev nødt til at bruge mig selv

Og nu har vi i Danmark vores helt egen catfish. Det var nok bare et spørgsmål om tid, før en dansk catfish blev fanget på kamera.

Alligevel føles vores land underligt lille til så stort et net af svindel, som den falske profil “Jonas” lægger for dagen i DR3’s Forført af en falsk profil. Han har fået smukke unge kvinder på krogen i flere år, og han har fisket dem op fra hele Danmark.

Vred, paranoid og såret

I det første af fire afsnit bygger DR-serien op til et godt gammeldags detektiv-mysterium, hvor Pernille på 26 år – en af kvinderne i Jonas’ digitale liv – sætter sig for at afsløre hans identitet.

Følelserne sidder helt uden på tøjet i det amerikanske Catfish-program, mens DR-serien går mere sagligt journalistisk til værks.

Men suspensen er alligevel til at tage og føle på, når Pernille og Sarah Amalie ruller op på den luksuriøse adresse ud til Vejle fjord, som Jonas har præsenteret som sit barndomshjem. Og selvfølgelig er alt ikke, som han har påstået.

LÆS OGSÅ: Her er de 10 bedste sexscener på film nogensinde

Pigerne taler mere forarget end hjerteknust om Jonas. Men både Pernille og Sarah Amalie har følt sig angste og paranoide. Så længe de ikke ved, hvem Jonas er, kan han være en kollega. En fyr i byen, der kigger lidt for længe. En mand, der går bag dem på gaden.

Og i deres indestængte vrede fornemmer man også en såret skuffelse. De fandt den ene mand på dating-markedet, som faktisk var ærlig og lyttende. Og netop den kvalitet, de ledte efter, brugte han som et røgslør til den ultimative selviscenesættelse.

Forført af en falsk profil er et øjenåbnende portræt af en helt ny form for forbrydelse, hvor den skyldige hverken tvinger sig adgang til ofrets ejendele eller krop, men til deres kærlighed.

Forført af en falsk profil kan ses på DR’s hjemmeside.