Ny film om Afdeling Q: Nye skuespillere som Carl Mørck og Assad er allerede castet

Foto/ Nordisk Film

author
Freya Bjørnlund

”We rely on each other, ah-haaa.” Vi kunne næsten ikke bære det, da Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares sang farvel og tak til glansrollerne som Carl Mørck og Assad i en viral video sidste år – vi har aldrig set så øm en lip sync-duet. Efter fire film baseret på Jussi Adler-Olsens populære Afdeling Q-krimier var det slut for de to skuespillere. Men det betyder ikke, at det er slut med Jussi-krimifilm. Nu er der nemlig en ny Afdeling Q-film på vej, skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Denne gang med en ny instruktør og to nye skuespillere i hovedrollerne.

Den ny Afdeling Q-film kommer til at hedde Marco effekten, og den er baseret på den femte bog i Jussi Adler-Olsens krimiserie.

Instruktøren bliver Martin Zandvliet, der blev Oscarnomineret med Anden Verdenskrigsfilmen Under sandet.

Og hvem skal tage over som Danmarks bedste buddy cops, Carl Mørck og Assad?

Ulrich Thomsen får hovedrollen som den sortseende og stordrikkende Carl Mørck. Og Zaki Youssef, der for nylig slog igennem i Danmarks sønner, skal spille hans tro assistent Assad.

Det lyder faktisk slet ikke så dårligt.

Flere nye Afdeling Q-film

Marco effekten bliver den første af i alt seks planlagte Afdeling Q-film.

Zentropa stod bag de første fire film om Afdeling Q. Og Jussi Adler-Olsen har ikke lagt skjul på, at han aldrig har været tilfreds med filmversionerne.

Nu har Nordisk Film overtaget rettighederne.

Mon ikke, Jussi er blevet taget med på råd denne gang?

Der bliver dog noget at leve op til – de danske anmeldere var ret enige om, at den fjerde film i rækken, Journal 64, var den bedste i filmserien ind til videre.

“Med valget af skuespillerne Ulrick Thomsen i rollen som den uortodokse vicekriminalkommissær Carl Mørck, og med Zaki Youssef som hans assistent Assad, har vi sikret både denne og de kommende film et meget stærkt hovedcast. For med en lang række danske og internationale film- og tv-serier bag sig har Ulrich Thomsen markeret sig som international karakterskuespiller. Og sammen med Zaki Youssef, som for nylig slog igennem med sin danske spillefilmsdebut i Danmark Sønner og den amerikanske tv-serie The Looming Tower, vil vi skabe et nyt og interessant makkerpar i dansk film,” fortæller filmproducent Mikael Rieks.

Det forventes, at optagelserne til Marco effekten går i gang i januar 2020, mens premieren bliver i oktober 2020.