Disneys nye Aladdin har premiere i dag: Her er anmeldernes dom

Foto/ Disney

author
Mette Viktoria Pabst

Disney er i gang med at lave remakes af alle de originale tegnefilmklassikere – se bare hele rækken, du kan glæde dig til her. Nu er turen så kommet til den eventyrlige Aladdin. Tegnefilmen fra 1992 med den flabede gadedreng, det flyvende tæppe og ikke mindst den blå lampeånd Genie.

De første anmeldelser er landet – og anmelderne er ret uenige. Er filmen gal eller genial?

LÆS OGSÅ: Se alle Disney-film på én streamingtjeneste: Millioner vil måske skifte Netflix ud

Hos DR overgiver anmelderen sig helt og holdent til den eventyrlige fortælling, skriver han i sin Aladdin-anmeldelse:

“Undervejs vokser den lillebitte tingest – der lignede endnu en kynisk forretning for en stor pengetank – helt op til at være en medrivende moderne musical i kulisser så farvestrålende, at kun de sureste gamle filmnørder ikke hopper med på det flyvende tæppe og ud på eventyr,” skriver DR og kvitterer med 4 stjerner.

Hos Jyllands-Posten bliver Disney også rost for det nyeste skud på stammen.

“Man skal være mere end almindeligt blasert, hvis man ikke barnligt lader sig overrumple af Disneys filmmagi,” skriver Jyllands-Posten i Aladdin-anmeldelsen. Avisen giver 4 stjerner og kalder filmen en “vidunderlig fejring af det overdrevne.”

Will Smith – gal eller genial?

Det er Will Smith, der har fået æren af at spille den blå lampeånd Genie. Og det er noget af en arv at løfte fra Robin Williams fænomenale præstation i tegnefilmen.

Før filmens premiere fik Will Smith en del røg – blandt andet havde fans lyst til at rive deres øjne ud efter at have set de første billeder af ham som blå.

LÆS OGSÅ: De 10 uhyggeligste scener i Disney-film, der gav os mareridt som børn

Og ifølge BT’s anmelder havde de sure fans helt ret: Will Smith kan slet ikke bære arven videre.

“Will Smith når ikke Williams til snabelskoene, og hans Genie er primært åndet og i meget begrænset omgang sjov eller charmerende,” skriver BT og smider kun 2 stjerner efter Disney-filmen.

Men selv her er anmelderne altså uenige. For hos Ekko mener anmelderen, at det netop er Will Smith, der haler filmen hjem på “uforfalsket filmstjernekarisma”.

LÆS OGSÅ: Én kontroversiel scene er ikke kommet med i Disneys nye Dumbo-film

Men én ting kan flere anmeldere blive enige om. Og det er, at Aladdins ellers virkelig søde abe fra tegnefilmen ikke er særlig fed i den nye film.

“Man bliver vanvittig irriteret på Aladdins lille abe,” skriver Politiken, mens BT skriver, at når man “ikke formår at gøre en abe med tøj på sjov, har man et problem.”

Hvis du vil have en smagsprøve på filmen, før du smutter i biografen, så kan du se et klip her, hvor Will Smith giver den hele armen som syngende Genie.