Kærligheden lever: Titlen og historien er afsløret til Call Me By Your Name 2

Foto/ Sony/AP/Ritzau Scanpix

author
Freya Bjørnlund

Den største kærlighedshistorie i 2018 var mellem 24-årige Oliver og 17-årige Elio i Call Me By Your Name – i hvert fald i vores hjerter. Der er en grund til, at filmen har fået en plads på vores liste over de bedste sexscener fra sidste år. Rygterne om, at vi kunne få en toer til den berusende romance, har svirret et stykke tid. Og nu kan forfatteren bag romanforlægget André Aciman offentliggøre, at han snart er klar med toer. Og han afslører både lidt af handelingen og bogens titel: Find Me.

Mon ikke vi skal forstå det sådan, at en af de tidligere så unge elskende gerne vil findes af den anden, selvom de i mellemtiden er blevet voksne og for længst har startet hvert sit liv?

Den største overraskelse er måske, at Elio og Oliver ikke bliver de eneste hovedkarakterer i Find Me, som udkommer den 29. oktober.

En tredje hovedperson

I Call me By Your Name er 17-årige Elio på familieferie i Norditalien, hvor han flirter med en ung pige. Men ferien bliver en hel del mere interessant, da den flotte amerikaner Oliver flytter ind i huset.

Der opstår en uimodståelig tiltrækning mellem de to unge mænd. Uden at spoile for meget ender det ikke lykkeligt til deres dages ende, men sammen oplever de en voldsom beruselse af begær og kærlighed.

LÆS OGSÅ: Timothée Chalamet photoshoppes ind i ikoniske malerier, og internettet fangirler igennem

Find Me beskrives sådan her ifølge Indiewire:

“I Find Me viser Aciman os Elios far Samuel, nu fraskilt, på en rejse fra Firenze til Rom for at besøge Elio, som er blevet en talentfuld klassisk pianist. Et tilfældigt møde på toget fører til et forhold, som ændrer Samis liv for evigt.”

“Elio flytter snart til Paris, hvor han også har en afgørende affære, mens Oliver, som nu er en professor i det nordlige New England med næsten voksne sønner, pludselig overvejer at en rejse tilbage til Europa.”

Elios far kommer altså til at spille en meget større rolle i Find Me, end han gjorde i Call Me By Your Name. Det er slet ikke en dårlig ting. Samuel leverede en af filmens mest mindeværdige scener hen mod slutningen, da han tog sig en åben snak med sin søn m værdien af at opleve kærligheden – også selvom den ikke varer ved.

Filmtoer eller ej?

Vi ved desværre stadig ikke, om vi får en filmversion af Find Me. Vi ved dog så meget, som at De to hovedrolleindehavere Timothée Chalamet og Armie Hammer samt instruktøren Luca Guadagnino alle har lyst til at lave en toer.

Luca Guadagnino har endda allerede en idé til, hvordan en toer kunne starte.

Han har også udtalt, at han kunne se Suspiria– og Fifty Shades of Grey-stjernen Dakota Johnson i rollen som Olivers kone.

LÆS OGSÅ: Her er de 10 bedste sexscener på film nogensinde

Senere har Armie Hammer dog skabt tvivl om en toer på film. Til Vulture har en luftet sin skepsis over, om en toer ville kunne leve op til etteren.

Vi krydser fingre for, at vi får lov til at se mere til Elio og Oliver – uanset hvad får vi en toer på bog.