Endelig ved vi, hvornår Mindhunter sæson 2 lander: Her er de nye seriemordere

Foto/ Netflix

author
Freya Bjørnlund

Der ligger meget godt guf til os krimitosser på Netflix – se 10 anbefalinger her – men der er ikke meget, som kan slå David Finchers Mindhunter. Serien, der er mere interesseret i, hvordan mordere tænker, end i at fremvise deres blodsudgydelser. Sæson 1 kom ud i 2017, og nu ved vi endelig mere om, hvornår vi kan forvente at binge Mindhunter sæson 2.

Det ved vi takket være Mad Max-stjernen Charlize Theron, der er producer på Mindhunter. I et interview med radioværten Howard Stern busede hun pludselig ud med nyheden om, at Mindhunter sæson 2 lander på Netflix til august:

“Sæson 2 kommer ud til august. Ja, kan ikke vente. Dybt, mørkt – det er fantastisk”, siger hun i klippet:

Hvilke seriemordere dukker op?

Mindhunter er inspireret af den virkelige historie om FBI-agenterne John E. Douglas og Robert K. Ressler, der som de første i politihistorien begyndte at undersøge, hvordan seriemordere tænker, og hvorfor de gør, som de gør. I serien hedder de to buddy cops dog Holden Ford og Bill Tench, men de rejser stadig rundt og interviewer USA’s mest brutale seriemordere.

Vi ved allerede en smule om, hvad vi kan forvente af Mindhunter sæson 2. Især, hvilke seriemordere vi skal møde.

LÆS OGSÅ: Mindhunter handler om mænd – men en seriemorder kan også være en kvinde

Det er sikkert og vist, at Dennis Rader dukker op – manden, der døbte sig selv The BTK-killer, hvilket står for “bind, torture and kill”. Vi har faktisk allerede mødt Dennis Rader i sæson 1. I starten af afsnit 2 møder vi en mand i med overskæg, som IMDB slet og ret har krediteret som ”ADT-medarbejder”, men som en kollega i scenen kalder for Dennis.

Og vi støder kort på ham flere gange siden.

LÆS OGSÅ: Ja, Mindhunter er fed – men den flirter med 7 politiserie-klichéer

Virkelighedens Dennis Rader arbejdede også i sikkerhedsvirksomheden ADT, og han slog 10 mennesker ihjel på bestialsk vis i årene 1974-1991 i staten Kansas. Og i virkelighedens verden var han en af de første seriemordere, som blev fanget takket være psykologiske profiler udarbejdet af FBI – mon ikke, Holden og Bill kommer til at spille en vigtig rolle?

Første sæson foregik i 1979, men sæson 2 skal eftersigende udspille sig over fem år. Så der er god tid til at følge BTK-killers udvikling.

En kendt og en ukendt morder

Der er flere seriemordere i vente. Vi ved allerede, at kultlederen Charles Manson dukker op, for serieskaber David Fincher har castet den samme mand, som Quentin Tarantino har valgt til at spille rollen i sin kollende film Once Upon a Time in Hollywood – se, hvor godt han ligner her.

Derudover siger rygter, at seriemorderen David Richard Berkowitz, bedre kendt som Son of Sam, også dukker op i Mindhunter sæson 2. På bare ét år (1976-77) lykkedes det ham at slå seks mennesker ihjel og såre syv i en række skyderier i New York.

LÆS OGSÅ: Voldtægt bliver ved og ved i Danmarks mest brutale krimiserie til dato

Men en af de store historier i sæson 2 bliver ifølge David Fincher selv de såkaldte Altanta child murders. Mellem 1979 og 1981 blev mindst 28 mennesker fundet dræbt, først og fremmest børn. Ingen er blevet dømt for alle mordene, men politiet mistænker Wayne Williams, som sidder i fængsel på livstid for to andre mord.

Det er virkelig gode nyheder, at vi ikke skal vente på Mindhunter sæson 2 helt til oktober måned, hvor sæson 1 kom ud.

Indtil da kan man passende gå på opdagelse i de her 10 nye serier, som vi glæder os allermest til i 2019.