Game of Thrones bliver ved med at hinte, at skræmmende Daenerys-teori er sand

En gammel Daenerys-teori har fået nyt liv, efter de seneste afsnit af Game of Thrones sæson 8.

Foto/ HBO Nordic

author
Mette Viktoria Pabst

Vi rykker nærmere og nærmere en afslutning på Game of Thrones. Efter hvert nyt afsnit har fans nye, vilde teorier om, hvem der ender på tronen, og hvad vi kan forvente os af de næste afsnit.

Og så er der de gamle teorier, der pludselig bliver vakt til live igen. Der er en Daenerys-teori, der længe har floreret på nettet, men som efter de seneste afsnit kun bliver mere og mere aktuel.

Og hvis du ikke har set Game of Thrones sæson 8, afsnit 4, så stop med at læse her – vi spoiler!

En gal far

Teorien, som alle nu begynder at tro på, er, at Daenerys vil følge i sin fars fodspor. At Daenerys vil blive en “mad queen”.

Hvis du har glemt hendes far, så er det ham, der hedder Aerys II Targaryen, men bliver omtalt som The Mad King.

Mens han sad på tronen, blev han stadig mere og mere gal. Det kulminerede, da han i et anfald af fuldstændig galskab beordrede, at hele King’s Landing skulle brændes ned. Og alle King’s Landings borgere skulle brænde med byen. Kongen var overbevist om, at han selv ville overleve og rejse sig fra asken som en drage.

LÆS OGSÅ: Fattede du heller ikke, hvordan Daenerys kunne komme så hurtigt til King’s Landing? Så lang tid tog det i virkeligheden

Den eneste grund til, at det ikke endte i massemord, var, at Jamie Lannister vendte sig mod kongen og dræbte ham.

Siden starten af serien har en grum Daenerys-teori spået, at dragemoderen ville ende som sin far. Og der er flere og flere ting, der nu peger på, at profetien vil gå i opfyldelse.

Ikke den elskede karakter mere

Det er egentlig en langsom, men sikker udvikling vi har set i Daenerys, der har ført til, at fans nu er sikre på, at hun bliver en mad queen.

Daenerys startede som en af de mest sympatiske figurer i Game of Thrones, men hun er langsomt blevet mere og mere usympatisk. Vi så i afsnit 4, hvordan hendes nærmeste allierede, Tyrion og Lord Varys, også er begyndt at miste troen på hende. Og Varys taler nu om at begå mytteri.

LÆS OGSÅ: Alle grinede af Daenerys’ kaffekop – se, hvordan HBO har løst problemet

Deres manglende tro på dragemoderen er langsomt kommet snigende. For hun virker mere kompromisløs og hård end nogensinde før. Tyrion må nærmest hvert andet minut minde hende om, at deres mål er at fjerne Cersei fra magten uden at dræbe uskyldige borgere i King’s Landing. Det virker, som om Daenerys nærmest er ligeglad med, hvem der ryger i svinget, så længe hun ender på tronen.

Og det er ikke engang det hele. For i afsnit 4 blev der også lagt ekstra meget pres på dragemoderens tålmodighed og barmhjertighed, da Cersei slog Daenerys bedste ven Missandei ihjel for øjnene af hende.

Og hørte du Missandeis sidste ord til Daenerys? Det var “Dracarys”, der bedst kan oversættes til drageild. Altså var Missandeis sidste ønske til Daenerys basically, at hun skulle brænde det hele ned.

LÆS OGSÅ: Vild Game of Thrones-teori: Har Daenerys snydt os alle sammen?

Og ville Daenerys ikke opfylde sin bedste vens sidste ønske? Det er jo ikke første gang, hun brænder semi-uskyldige mennesker. I sæson 7 brændte Daenerys både Randyll Tarly og hans søn Dickon, fordi de ikke ville anerkende hende som dronning. Jep, det var Sams far og bror.

Endnu en gal monark

Oveni alt det andet har Daenerys også hovedpinen med Jon Snow, der i virkeligheden er den sande arving til tronen. Og den hemmelighed skal Sansa Stark nok sørge for at sprede.

Alt i alt tyder det på, at en af de ældste Game of Thrones-profetier nok går i opfyldelse. Daenerys mister grebet om sig selv og bliver en gal dronning.

LÆS OGSÅ: Advarsel fra GoT-stjerne: Afsnit 5 bliver endnu vildere end afsnit 3

Profetien ligger jo ligefor. Daenerys ender med at fuldføre sin fars sidste store projekt: At brænde King’s Landing ned og i samme ombæring dræbe alle dem, der bor der.

Medmindre altså, at Jamie Lannister er klar på at klare endnu en gal monark?

Vi kan slet ikke vente med at se, om profetien går i opfyldelse i de sidste afsnit af Game of Thrones.