Beverly Hill-banden er samlet igen: Se nostalgisk trailer til ny comeback-serie

Foto/ Fox

author
Freya Bjørnlund

Vi er ikke helt sikre på, at vores små 90’er-fanhjerter kan holde til det her. Hele Beverly Hills-banden samlet om ét bord. Næsten hele banden. Brandon, Kelly, Brenda, Donna, Steve og Andrea. Det originale cast fra verdens mest elskede teen-serie vender tilbage, og man kan se Beverly Hills igen til sommer.

Hvor glædeligt gensynet i den nye teasertrailer end er, er det svært ikke at få en klump i halsen over det ansigt, der mangler. Luke Perry, der spillede Dylan, gik desværre bort i marts i en alder af 52 år.

LÆS OGSÅ: Den ultimative Disney Channel-quiz til alle 00’er-børn

Dylan, du er savnet. Men alle de andre gamle hoveder sidder klar til et comeback.

Den nye Foxserie skal hedde BH 90210, og det bliver ikke en direkte fortsættelse af den serie, vi kender. I stedet bliver det en rigtig metahistorie, hvor skuespillerne spiller “overdrevne udgaver” af sig selv, som Donna-skuespilleren Tori Spelling har sagt.

Spiller sig selv

BH 90210 handler om, at det gamle cast mødes igen og skal beslutte, om de har lyst til at reboote deres ikoniske roller.

Det står ikke helt klart, om stjernerne “spiller” sig selv eller “er” sig selv i den nye teaser – måske begge dele.

LÆS OGSÅ: 10 serier, du aldrig skal se sammen med dine forældre – never ever

Uanset hvad er gensynsglæden helt virkelig fra vores side. I USA kan man se Beverly Hills fra den 7. august, men vi ved endnu ikke, hvornår den nye serie rammer Danmark.

Det ser ud, som om stort set alle vores gamle yndlingsserier bliver rebootet i øjeblikket. Efter planen kommer der mere Buffy The Vampire Slayer. Der kommer mere Heksene fra Warren Manor. Og for nyligt gik rygterne også om mere Gossip Girl.