Første afsnit af Game of Trones: 3 gode og 3 dårlige ting i sæsonåbneren

Foto/ HBO

author
Freya Bjørnlund

Vi spoiler fra første afsnit af Game of Thrones sæson 8!

Endelig kom dagen. Efter snart to år – og et mindre teknisk nedbrud hos HBO Nordic – er verdens indiskutabelt største serie tilbage med den sidste sæson.

Winterfell blev et afsnit med oprustning og gensyn, hvor fronterne blev trukket op til det afgørende slag mellem is og ild, mellem ærgerrighed og fællesskabets bedste.

Der var dramatiske gensyn, farlige hemmeligheder, fejende action, endda et godt jump scare. Men først og fremmest udmærkede afsnittet sig ved at turde tage sig tid til spændingen, kærligheden og mistroen mellem de karakterer, vi har fulgt gennem otte år. Kigger man efter fodfejl, falder man over et par stykker. Men meget af Winterfell er Game of Thrones, når Game of Thrones er bedst.

Vi har samlet vores tanker efter første afsnit af Game of Thrones sæson 8.

3 gode

1. (Næsten) glædelige gensyn

Sansa og Tyrion. Arya og The Hound. Jaime og Bran. Jon og Arya. Begyndelsen til enden står i gensynets tegn, og fordi det her er Game of Thrones og ikke en højskolereunion, så er selv kærlighedsfulde gensyn – som mellem kammersjukkerne Jon og Sam – mættet med egeninteresse, mistro og traumer så uhyrlige, at ord ikke rækker.

Afsnittet Winterfell samler de fleste store spillere i kampen om Jerntronen i Stark-familiens residens. Og i stedet for at fortabe sig i de øverstkommanderendes strategimøder eller svimlende panoramabilleder af tusindmandshæren, gør HBO-serien det, den gør bedst. Forener to personer med unfinished business og lader dramaet slå gnister.

LÆS OGSÅ: Her kommer det ultimative Game of Thrones-drukspil, du altid har manglet

Det er en fryd at se blandingen af harme og ærefrygt i The Hounds arrede fjæs, da han kalder sin overmand Arya “en led lille tæve”.

Hvis man var bekymret for, at sæson otte ville blive én lang sværdsvingersøvelse på slagmarken, så kan man indtil videre ånde lettet op.

2. Berusende flyvetur

Netop fordi afsnittet tør give plads til de stilfærdige øjeblikke, slår adrenalinrusen ekstra hårdt, når action-vingerne endelig foldes ud.

Og hold fast, hvor summer det godt i maven, når Jon Snow får lov til at få en flyvetur på en af sin nye kærestes drager. Man får valuta for serieverdens største effektbudget, når dragerne svinger sig op under skyerne og styrtdykker ned i en klippekløft, mens Jon ligesom seerne desperat forsøger at hænge på.

LÆS OGSÅ: De 10 hotteste sexscener fra Game of Thrones

Flottere har dyrene aldrig set ud. Og forventningerne til, hvad Game of Thrones kan udrette i en kampscene, rykker endnu en tak opad.

3. Jonerys

“Intet varer ved”, siger Lord Varys, mens han kigger sigende på de nyforelskede herskere, Daenerys og Jon Snow.

At han måske får ret, har vi vidst siden forrige sæson, da Bran og Sam fandt frem til den skrækkelige sandhed, at det unge par er tante og nevø. Den slags sandheder kommer frem, spørgsmålet er hvornår.

Serieskaberne David Benioff og D.B. Weiss har valgt at smide kortet allerede i første runde – og med stor succes. På bare et enkelt afsnit vokser Romeo og Julie-historien om ulyksalige elskende til en værdikamp om at være en magtfuld leder uden at misbruge sin magt.

De to får lov til at dele stjålne blikke og dirty talk. “Hold din dronning varm”, Jon. Men langsomt sniger mistroen sig ind. Vil nordboerne stole på dragemoderen fra syd, selvom de valgte Jon som King in the North? Og bør de stole på en regent, som pudser sine drager på dem, der ikke bøjer knæet?

LÆS OGSÅ: Game of Thrones-stjernen forsvarer sadistiske sexscener og nøgenhed i ny film

John Bradley giver os afsnittets største skuespiløjeblik og højdepunktet i hans rolle som Sam Tarley, da han må sluge klumpen i halsen og beskeden om, at Daenerys har henrettet hans far og bror.

Og da Sam til slut lader sandheden om Jons forældre falde, er det ikke kun blodsbåndene, der slår hårdt på Jon. Det er også den nagende mistro til Daenerys’ moral. Intet bånd mellem mennesker i Westeros forbliver uspoleret af magtkampen om Jerntronen, og da slet ikke kærligheden.

3 dårlige

1. Dovne nosser

Det er diskutabelt, om de første 50 minutter i Game of Thrones-gensyet har brug for hele to nossejokes. Især, fordi de begge dingler lidt dovent og formålsløst.

Afsnittets allerførste replik kommer fra Tyrion, da han og eunukken Lord Varys ruller mod det sneklædte Winterfell:

“Du burde betragte dig selv som heldig. I det mindste fryser dine nosser ikke af.”

Kom igen, Tyrion. Vi ved allesammen, at du er sjovere end det.

Danske Pilou Asbæk får såmænd æren af nossejoke nummer to i rollen som bulderbassen Euron Greyjoy. Den bliver serveret til hans niece Yara og på bekostning af hans kastrerede nevø Theon:

“Vi er familie. De sidste Greyjoys tilbage i verden. De sidste med nosser, i hvert fald.”

Vi har fanget den, afskårne nosser er sjove. Er nossekvoten opbrugt nu?

2. Tjep, tjep, Theon

En nossejoke kan være en hurtig løsning, når en scene skal klappes af med en punchline. Enkelte andre steder i afsnit 1 føler man også, at manuskriptforfatterne har haft mere travlt med at afvikle end med at fortælle.

Især i Greyjoy-plottet, der har stået som et af de svagere i serien og desværre ikke ser ud til at ændre kurs i sæson otte. I sæson syv tog Euron Greyjoy sin niece Yara til fange, mens bror Theon stak halen mellem benene, som han plejer.

Serieskaberne har sat godt et minut af til at løse den knibe. Et par maskerede soldater ind, et par pile i vagterne, Theon løsner rebene, Yara nikker ham en hurtig skalle, Theon rejser til Winterfell for at kæmpe for Stark-familien, goddag og farvel, voila, Theon er en helt igen.

Dét er økonomisk historiefortælling. Næste gang må der gerne ødsles et par minutter mere på Theon.

3. Bryster, bryster og bryster

Ingen Game of Thrones uden bare bryster. Og baller og nosser og dillere og alt andet godt. Man kan rose serien for ikke at holde igen, når karakterernes ømmeste og sårbareste øjeblikke skal tegnes. Såvel som deres mest fordærvede og sadistiske. Mange af de øjeblikke opstår i sexscenerne.

Man kan også rise serien for nogle gange at vise bryster … fordi, bryster.

Og når Bronn holder et vigtigt møde om at forrå Jaime et sted midt imellem tre par bryster, så er vi nede i kategorien af bryster for brysternes skyld.

Vi havde hellere set noget hud, da Cersei lader Euron Greyjoy i skikkelse af Pilou Asbæk komme ind i sovekammeret. En scene, hvor nøgenheden faktisk kunne have bidraget til spændingen mellem karaktererne.

Hvad er der i vente

Flueknepperiet til side, så sætter afsnit ét en fængende startopstilling. Vi har allerede fået et smugkig på afsnit to i en teaser, hvor Daenerys endelig ser sin fars morder i øjnene, og hvor fjenden rykker tættere på: