Ny Christopher Nolan-film lyder som krydsning mellem Inception og Interstellar

Foto/ Melissa Moseley/AP/Ritzau Scanpix

author
Freya Bjørnlund

Christopher Nolan er manden, der altid er god for et mindfuck af galaktiske proportioner på film. Han fortalte en mordgåde i omvendt rækkefølge i Memento, han lavede drømme inde i drømme i Inception, og han sprang gennem et ormehul i tid og rum i Interstellar. Nu er der en ny Christopher Nolan-film på vej, og den lyder på alle planer som en oplevelse, man ikke må gå glip af.

“En event-film”, lyder den sparsomme beskrivelse af filmen på IMDb.

Der er så meget hemmelighedskræmmeri om filmen, at en af hovedrolleskuespillerne ikke engang har fået en kopi af manuskriptet. I stedet blev han låst ind i et lukket rum, hvor han kunne læse det.

LÆS OGSÅ: Alle Christopher Nolans film bliver roasted i én glorværdig Honest Trailer

Og skuespilleren? Twilight-stjernen Robert Pattinson, såmænd:

“Jeg blev låst ind i et rum for at læse manuskriptet – jeg har det ikke selv,” siger han til USA Today.

“Jeg har været lidt varsom med at lave store film i årevis, men der er bare noget ved Chris Nolans ting. Han synes at være den eneste instruktør lige nu, som kan lave, hvad der i bund og grund er en meget personlig independent-film i stor skala.”

“Jeg har læst manuskriptet. Og det er helt uvirkeligt.”

Ny Christopher Nolan-film i rummet?

“Helt uvirkeligt” lyder som passende beskrivelse af en ny Christopher Nolan-film.

Men mere er der stort set ikke blevet sagt om projektet, der endnu ikke har fået en titel.

Bortset fra en lille bemærkning i The Hollywood Reporters nyhed om, at filmens klipper bliver Heredity-klipperen Jennifer Lame.

LÆS OGSÅ: 10 historiske fejl på film, kun de skarpeste kan spotte

Mediet har talt med kilder, som får den ny Christopher Nolan-film til at lyde som en krydsning mellem Inception og Interstellar:

“Man ved ikke meget om det nye Nolan-projekt, men kilder har beskrevet det som et globetrotting-adventure, der har fællestræk med Inceptions bevidsthedsbøjende natur, men som også involverer rumtid.”

Teorier om et firedimensionalt, krumt rum-tids-kontinuum var som bekendt også oppe at vende i Interstellar.

Så, skal vi forvente drømme i drømme – i rummet?

LÆS OGSÅ: 13 akavede statister, der næsten ødelagde filmen

Vi bliver allerede rundtossede ved tanken om den her ny Christopher Nolan-film. Undskyld, event-film.

En event, som selvfølgelig får premiere i IMAX-format. Og efter planen bliver datoen den 17. juli 2020, skriver The Hollywood Reporter.

Går du også stadig rundt og spekulerer på, om snurretoppen holdt op med at snurre i Inception? Så er en af filmens skuespillere kommet med en bemærkning, der kunne lyde som det endegyldige svar.