Skød Maja sine klassekammerater? Ny Netflix-krimiserie skal være dit næste binge

Foto/ Netflix

author
Freya Bjørnlund

En gymnasiepige og en gymnasiedreng går ind i et klasselokale og lukker døren. Et skud går af. Få øjeblikke senere ligger rigmandsskolens elever spredt gennem gangene i deres eget blod, døde.

Eneste levende menneske sidder midt i massakren. 18-årige Maja, som har blod i ansigtet, men ikke kan huske, hvad der er sket.

Hvem står bag skoleskyderiet – og hvorfor – skal opklares i den dragende svenske krimiserie Quicksand.

LÆS OGSÅ: Alle voksne er sporløst forsvundet: Ny dystopisk Netflix-serie er rent mareridt

Første afsnit åbner op for en mordgåde, hvor det ikke kun kribler i fingrene for at udpege morderen, men også for at pille masker af et pirrende persongalleri, hvor alle synes at gemme på sandheder.

Død, tabu og sexappeal

Sidste år fik vi den første danskproducerede Netflix-serie The Rain, som red på bølgen af de seneste års store postapokalyptiske succeser som The Hunger Games, The Handmaid’s Tale og The Walking Dead.

Nu er det blevet svenskernes tur til at få den første Netflix-serie på modersmålet. Quicksand, som er baseret på den svenske bestseller Størst af alt, der blev udråbt til årets svenske krimi af Det Svenske Krimiakademi i 2016, ligesom den blev den mest solgte spændingsroman i Sverige året efter.

LÆS OGSÅ: Lars Mikkelsen skal spille over for Superman i stor Netflix-serie

Ikke et dårligt udgangspunkt for en Netflix-succesbasker.

Og så trækker Netflix tilsyneladende også på sin egen succesformular fra 13 Reasons Why og den spanske Élite. Teenserier med et dødsmysterium i centrum, krydret med tabuer og en smule sexappeal.

Cocktailen rammer rent i Quicksand, som følger retssagen mod den mordmistænke Maja, mens hun selv tænker tilbage på den sommerforelskelse, som startede det hele.

Parrallelverden

Maja ser sig selv som en pige i mængden, og da skolens skønneste – og rigeste – fyr Sebastian pludselig kun har øje for hende, så er hun chanceløs mod hans charmeoffensiv.

Han nøjes ikke med at invitere hende på natklub. Han holder sig vågen til daggry, så han kan følge hende hjem fra hendes nattevagt. Og da hun er på familieferie i Sydfrankrig, står han pludselig ved poolen. Han er sejlet derned i sin fars yacht med en håndfuld tjenere. Og så kan hun da lige så godt sejle med ham videre.

LÆS OGSÅ: Frem med paraplyen: Premiere på The Rain sæson 2 er afsløret – med en creepy teaser

Felix Sandman som Sebastian er naturligt skolegårdskæk, men langsomt afslører han destruktive sprækker. Resultatet af at vokse op som barn i en kynisk rigmandsboble, hvor millionærfaren er kold som is.

Hanna Ardéhn spiller den forgabte teenagepige med så stor overbevisning, at man kan følge hende, da hun lader sig fortrylle af Sebastians coke-pudrede parallelverden.

Alligevel føles flere scener fra Majas fortid en smule manuskriptstive.

LÆS OGSÅ: 10 historiske fejl på film, kun de skarpeste kan spotte

Troværdigheden er stærkest i retssalsdramaet, da Maja uundgåeligt bliver anklaget for skolemassakren. Især takket være danske David Dencik som den kølige forsvarsadvokat, der må meddele Maja, at hun sidder så grundigt i saksen, at hun ikke engang må tale med sine forældre fra fængslet.

Som hun sidder der, bleg og alene, kribler det ekstra i fingrene for at løfte masken af Maja og opdage, præcis hvad man kan være villig til at gøre for kærligheden.