Så er den her endelig: Joaquin Phoenix er fænomenal i Joker-trailer

Foto/ Warner Brothers

author
Freya Bjørnlund

Joaquin Phoenix er en modig mand. Det kræver sin skuespiller – og sine nosser – at kaste sig over verdens største og mest elskede skurkerolle, som allerede blev perfektioneret af Heath Ledger i The Dark Knight. Selvom han i et interview har indrømmet, at rollen får ham til at “skide af skræk”, så har han alligevel kastet sig ud i at spille Batmans ærkefjende, Jokeren. Og tak for det, Joaquin. For vi har aldrig set noget lignende som det, vi får serveret i den nye Joker-trailer.

Det her ser ikke ud til at blive en superheltefilm, som vi kender dem.

LÆS OGSÅ: Her er de 10 bedste sexscener i 2018

En fejlslagen komiker

Den nye Joker-trailer blev vist første gang på den igangværende CinemaCon-konference, og de første, som så med, har sammenlignet trailerens stemning med filmiske milepæle som Darren Aronofskys Requiem for a Dream og Scorseses Taxi Driver – Robert Di Niro dukker endda også op i traileren.

LÆS OGSÅ: Viggo Mortensen sagde nej til ikonisk rolle i kommende Joker-film

Og sammenligningerne er vist ikke meget galt. Traileren viser brudstykker af en ulykkelig origin story, hvor den fejlslagne standupkomiker Arthur Fleck langsomt mister sig selv til galskaben og Gothams kriminelle undergrund.

“Jeg troede engang, at mit liv var en tragedie. Nu er det gået op for mig, at det er en komedie,” vrænger Joaquin Phoenix til tonerne af en forskruet version af Charlie Chaplins kendte sang Smile.

Todd Phillips’ Joker er ikke en blockbuster-film med et millionbudget til actionscener. Det er en lille indiefilm, som snarere ligner et intimt indblik i en mørk, mørk psyke.

LÆS OGSÅ: Verdens dårligste skuespiller i The Dark Knight er det sjoveste vi har set i dag

Joaquin Phoenix’ Joker ser ganske enkelt fænomenal ud – og næsten endnu vigtigere, han ligner slet ikke noget, vi tidligere har set.

Joker har premiere den 3. oktober 2019, og med den nye trailer har filmen fortjent sin plads på vores liste over de 10 film, vi glæder os allermest til i år.