Angelina Jolie står klar til sin første rolle i en Marvel-film

Foto/ Danny Moloshok/Reuters/Ritzau Scanpix

author
Freya Bjørnlund

Årets største biograf-brag er lige om hjørnet. Marvels Avengers-krigere er klar til hævn over Thanos, når Avengers: Endgame rammer biffen den 24. april – og nu ved vi også, at du skal medbringe en pude, for filmen får en mastodontisk lang spilletid. Men Marvel er på ingen måde færdige med at lave superheltefilm, når det endelige Avengers-opgør har lagt sig. Og nu kan The Hollywood Reporter berette, at Angelina Jolie er i de afsluttende forhandlinger til sin første rolle i en Marvel-film. Hvis kontrakten kommer til at spille, får vi lov til at se Angelina Jolie i The Eternals, en kommende superheltefilm fra Marvel.

LÆS OGSÅ: Avengers er f***ing klar til hævn i ny Endgame-trailer

Det lyder ærlig talt som en supergod idé.

Gudelignende væsner

Den Oscar-vindende skuespiller og filminstruktør står klar til at spille med i The Eternals, filmudgaven af Jack Kirbys gruppe af superhelte, de nærmest englelignende Eternals.

The Eternals beskrives som næsten udødelige væsner med superkræfter. De får selskab af de monstrøse afvigere, The Deviants. Begge supervæsner blev skabt af de guddommelige Celestials.

LÆS OGSÅ: Robert Downey Jr. improviserede Iron Mans mest ikoniske replik

Det vides endnu ikke, hvilken rolle Angelina Jolie efter planen skal spille. Men et univers med englelignende væsner lyder ikke helt ved siden af.

Hvis alt går vel, bliver The Eternals Angelina Jolies første superheltefilm. Men hun har en vis erfaring i magiske kræfter fra sin Disney-skurkerolle som Maleficent. Og før hun springer ud som Marvel-stjerne, skal hun lige være færdig med toeren, som for nylig fik sin endelige titel – og så er premieredatoen rykket endnu tættere på.

Lige nu tæller alle Marvel-fans ned til Avengers: Endgame, og hvis du minder bare en smule om os, så skal du lige have klemt et maraton af alle MCU-film ind som forberedelse.

Har du hørt, at nogen faktisk vil betale dig penge for at se alle MCU-film på stribe? Drømmejobbet er virkeligt, og du kan stadig nå at ansøge.