Her er de 10 mest sexede Disney-skurke, der gjorde os forvirrede i barndommen

Foto/ Disney

author
Freya Bjørnlund

Indrøm det bare. Før du opdagede, at pigerne og drengene ovre i skolegården var ret spændende, så sad du og crushede på tegnede dyr med store øjne på tv. Vi indrømmer også gerne, at vi nogle gange crushede på Disneys værste typer. De onde har bare mere sexappeal. Vi vover pelsen og rangerer de 10 mest sexede Disney-skurke nogensinde.

LÆS OGSÅ: Quiz: Kan du huske, hvad alle de her Disney-karakterer hedder?

Og hvis du efter denne liste gerne vil have endnu mere sex-appeal, så tjek vores liste over de 25 mest sexede Disney-karakterer nogensinde ud. Der er altså smæk for skillingen.

10: Ursula fra Den lille havfrue

Ja, hun er en ond motherf***er. Ja, hun er formentlig slimet at røre ved. Men sig, hvad du vil, den her havheks har sexappeal, og hun ved det. 

Der har altid været noget flirty over hende. Og er det bare os, eller føles det, som om der er noget historie mellem hende og Kong Triton? 

 

9: Gaston fra Skønheden og Udyret

Den her gør en lille smule ondt at indrømme. Så høj douche-faktor fortjener ingen belønning her i livet. Men vi må give Gaston, at han har en lille smule ret, når han skamroser sin egen figur. (Men havde han ligefrem behøvet at synge om det?)

Hvis Belle havde været en knap så knibsk Disney-prinsesse, så havde hun heller ikke sagt nej til Gaston. Bare for en nat, forstås, det her er på ingen måde kærestemateriale. 

8: Clayton fra Tarzan

Ham her har lidt det samme kørende for sig som Gaston. Et ego så opblæst som sin egen brystkasse. Og selvtillid er småsexet. Så længe man kan fortrænge, at selvtilliden sidder i en gorillamorder.

 

7: Maleficent fra Tornerose og Maleficent

Først dronningen i Snehvide og så hende her i Tornerose. Tager vi helt fejl, eller havde Walt Disney en thing for domanitrix i latex-typen?

Vi siger også “Yes, Mam”. At Angelina Jolie senere har taget rollen på sig, gør ikke situationen værre. 

6: Elsa

Det ligner måske en undskyldning for at få den mest sexede Disney-dame i mands minde med på listen, men den er god nok. Måske glemmer man det, men et langt stykke af vejen er prinsesse Elsa faktisk skurken i Frozen.

Men hun er svær at placere på en top 10. Hvad gør man med en halvt ond, men helt sexy baddie?

Det bliver til en 6’er fra os.

5: Doctor Facilier fra Prinsessen og frøen

Ham her er knap så kendt, og det er synd og skam, for hans charlatan-charme og dybe, dybe røst går lige i mellemgulvet. 

Vi solgte gerne vores sjæl til hans voodoo-guder, hvis vi kunne få lov til at pille tøjet af ham her. Han må gerne beholde hatten på.

4:  Kocoum fra Pocahontas

Her er der strengt taget ikke tale om en skurk, men mere en rival. Er vi de eneste, der i al hemmelighed håbede på, at Pocahontas ville skrotte den sleske John Smith og hoppe på ham her? 

Han tager sig selv ret seriøst, ja, men han har virkelig noget at have det i. Kocoum er en ægte kriger, en ægte hunk og, når det kommer til stykket, en ægte helt. Han skulle ikke løbe mange gange rundt om vores tipi.

3: Jafar fra Aladdin

Den lange, blege freak fra tegnefilmen kan Disney beholde for sig selv. Men der er som bekendt en ny live action-Aladdin på trapperne. Og da Disney offentliggjorde deres nye #HotJafar spillet af Marwan Kenzari, fik internettet en kollektiv spontanorgasme – seriøst, se ham lige.

Hvis vi var Jasmin, ville vi nok droppe Aladdin for det der.

 

2: Mother Gothel fra Tangled

MILF-alarmen sprænger skalaen. Rapunzel ser da meget sød ud med sit lange blonde hår, men vi ville hellere rykke Mother Gothel rundt i de der sorte krøller.

Ikke, at vi ville få lov. Vi er ret sikre på, at verdens mest kontrollerende mor også bestemmer i soveværelset. Ingen protest herfra, mother knows best.

1: Scar fra Løvernes konge

Så er der ingen vej tilbage. Vi må ud med vores mørkeste Disney-fantasi. Han er ondskaben selv og Mufasas morder – men vi kan ikke komme uden om, at Scar regerer enhver scene, han træder ind i. Der findes intet så magtfuldt som hans karisma på hele kongesletten. 

Og nej, det er ikke et problem, at han er en løve.