Anmeldere i panik over dansk katastrofefilm: “Uf, det bliver klaustrofobisk”

Foto/ Beo Starling

author
Freya Bjørnlund

Det er ikke så tit, at vi får noget så eksotisk som en dansk katastrofefilm. Men i sin første spillefilm Cutterhead har instruktøren Rasmus Kloster Bro virkelig ramt en frygt, som er særligt dansk, eller skulle vi sige københavnsk: At kravle ned i metrobyggeriets undergrund. Og så blive fanget i et trykkammer. Uden en udvej. Mens ilten langsomt slipper op. Det er lige til at udvikle galopperende klaustrofobi af, hvis man skal tro Politikens 4-stjernede Cutterhead-anmeldelse:

“Uf, det bliver klaustrofobisk i verdens mindste katastrofefilm, der bestemt ikke er den mindst nervepirrende af slagsen.”

LÆS OGSÅ: Nu er det videnskabeligt bevist: Her er den mest uhyggelige film i 2018

Panikken sætter ind

Metrobyggeriet er blevet kåret til Danmarks farligste arbejdsplads. Så er rammerne ligesom sat for en katastrofefilm med skræmmende hold i virkeligheden.

I Cutterhead skal PR-medarbejderen Rie på besøg 20 meter under jorden for at besøge en tunnelboremaskine, som udhuler Københavns undergrund. Hun skal skrive en artikel om de arbejdere, der skaber hovedstadens nye transportsystem.

LÆS OGSÅ: Tør du se de 13 bedste gyser-jump scares nogensinde?

Men pludselig sker en eksplosion. Og nu sidder Rie fanget i et lille kammer i borehovedet sammen med to borebisser, Ivo fra Kroatien og Bharan fra Eritrea.

Og derfra bliver det kun værre. Ilten svinder ind, temperaturen stiger, og overlevelsesinstinkterne får de tre nødsstedte til at tørne sammen.

Panikken kan føles langt nede i kroppen i den her Cutterhead-trailer.

Trommehinderne sprænger

Overlevelseskampen skaber nervepirrende suspense, mener de danske anmeldere, som uddeler 4 og 5 stjerner til Cutterhead.

“Som tilskuere slipper vi ikke visuelt fri fra de trange rum, hvor panikken stiger mellem væggene af tilboltet, armeret stål. I ringere film ville det have været kedeligt, her griber man sig selv i at holde vejret for at spare på ilten,” skriver Berlingske i en 5-stjernet Cutterhead-anmeldelse.

Filmmagasinet Ekkos 4-stjernede Cutterhead-anmeldelse roser filmens lyd for at skrue op for suspensen:

“Lyden (er) eminent fysisk mærkbar. Særligt da trykket under jorden udløser en sprængt trommehinde. En fyldt biografsal tog sig simultant til ørerne med smertefuld grimasse under den seance.”

Information sætter trumf på rosen sådan her:

Cutterhead “gør for Københavns Metro, hvad Dødens gab gjorde for badeferier”.

LÆS OGSÅ: Bedste gyser-år nogensinde? 8 gyserfilm, du skal glæde dig til i 2019

Cutterhead kan ses i de danske biografer fra i dag, og hvis du har bare en lille adrenalinjunkie i maven, så lyder det ikke som en oplevelse, du skal gå glip af.

Hvis du mere er til klassisk gys, så er de danske anmeldere også faldet helt i svime over den her premiereaktuelle horror-film, som kræver hænder for øjnene.