10 historiske film på Netflix, hvor virkeligheden virkelig overgår fantasien

Foto/ UIP

author
Freya Bjørnlund

Det er ikke bare noget, man siger. Nogle gange overgår virkeligheden faktisk fantasien. Vi elsker film, som giver os lov til at mærke historiens vingesus hjemme i stuen. Så vi har samlet 10 historiske film på Netflix, som er baseret på virkelige hændelser, hvad enten de har ændret verdenshistoriens gang eller bare et par menneskers.

LÆS OGSÅ: De 8 bedste Netflix film fra 2018, du ikke må gå glip af

Tjek også vores guide til tre chok-dokumentarer på Netflix, hvor virkeligheden skal ses, før man tror den.

1. Snowden

IMDb score: 7,3

Man skulle tro, det var løgn. Men det er desværre ganske sandt, at USA har brugt ulovlige teknikker til at udspionere landets egne borgere. De ved, hvad du siger, hvad du spiser, hvem du har sex med og hvordan. Og det var måske aldrig blevet afsløret, hvis det ikke var for en ung, betroet medarbejder hos NSA, som risikerede sit liv og sine kæres sikkerhed for at fortælle os sandheden.

LÆS OGSÅ: De 10 absolut bedste krimiserier på Netflix, du kan se lige nu

Alle skal kende historien om Edward Snowden, og Oliver Stones biografiske film er et godt sted at starte. Almindelig bivirkning er en akut lyst til at skylle sin smartphone ud i toilettet.

2. Captain Phillips

IMDb score: 7,8

I 2009 blev et Mærsk-skib bordet af pirater ud for Somalias kyst. Det var første gang i 200 år, at et amerikansk skib blev kapret. Mens skibets besætning gemte sig i maskinrummet, forsøgte kaptajnen Richard Phillips at forhandle med piraterne.

LÆS OGSÅ: Her er de 10 film, vi glæder os allermest til at se i 2019

Uden at spoile endte kaptajnen med at spille en afgørende rolle i gidseldramaet. Det er svært at trække vejret igennem den dramatiske, virkelige historie, hvor Tom Hanks spiller kaptajn Phillips med stoisk autoritet.

3. The Social Network

IMDb score: 7,7

David Finchers Oscar-vindende drama fortæller historien manden – eller skulle vi sige knægten – bag den største opfindelse i det nye årtusinde. Da Mark Zuckerberg studerede på Harvard, opstod idéen til at skabe en onlineoversigt over skolens studerende, en slags blå bog på nettet, en Facebook om man vil. Spørgsmålet er, hvem der fortjener æren for idéen, der på rekordtid eksploderede til verdens største sociale medie.

Aaron Sorkins mesterlige manuskript tegner ikke bare et billede af et ungt geni, men også en arrogant, usikker ung mand, som havde svært ved at holde på sine venner offline.

4. En kongelig affære

IMDb score: 7,6

Hvis ikke trekantsdramaet i En kongelig affære var sket i virkeligheden, ville det lyde som et soap-plot. Men Dronning Caroline Mathilde af Danmark havde rent faktisk en farlig affære med lægen Johann Struensee lige for næsen af Kong Christian 7. i 1700-tallet.

LÆS OGSÅ: Her er de 10 bedste sexscener i 2018

Og Nikolaj Arcels Oscar-nominerede film med Alicia Vikander, Mads Mikkelsen og Mikkel Boe Følsgaard breder flot kærlighedshistorien ud til en fortælling om spiren til demokratiet i Danmark.

5. De urørlige

IMDb score: 8,5

Det er ikke historiens vingesus, du får at føle i det her franske filmhit. Det er en lille hverdagshistorie om morgenmad og tøjskift, som får dit hjerte til at svulme til dobbelt størrelse. De urørlige er historien om et højst umage, men virkeligt venskab.

LÆS OGSÅ: Vi rangerer de 25 mest sexede karakterer i dansk film

Den franske, lettere krukkede mangemillionær Phillipe (baseret på Philippe Pozzo di Borgo) er lam fra halsen og ned, og han mangler en hjælper i hverdagen. Han hyrer den unge, flabede Driss (baseret på Abdel Sellou), som er småkriminel og er vokset op i ghettoen. De er som ild og vand, men netop derfor er det umuligt ikke at smelte, når venskabet vokser imellem dem.

6. Into the Wild

IMDb score: 8,1

Nogle gange kan man få lyst til at melde sig ud af det hele. Sige jobbet op, sælge sine ejendele, klippe sine kreditkort over og bare tage væk, ud i det fri.

Det var præcis, hvad den unge amerikaner Christopher McCandles gjorde, da han blev færdiguddannet i 1990. Uden en dollar på lommen travede han ud rejseeventyr gennem Amerika. Han endte i vildmarken i Alaska. Og her blev hans rejselyst sat på alvorlig prøve. Sean Penn har instrueret en bjergtagende poetisk film om, hvad det vil sige at være rigtigt fri. Også når det er livsfarligt.

7. A Twelve-Year Night

IMDb score: 7,8

Her er en film om en historisk begivenhed, som de fleste ikke kender til. Men det burde vi. I 1972 er Uruguay styret af et militærdiktatur. En nat bliver tre fanger fra en oprørsgruppe i al hemmelighed flyttet fra deres fængselsceller. Ordren er klar: “Vi kan ikke dræbe dem, så lad os drive dem til vanvid.” De tre mænd holdes i isolation i 12 år – noget, som beviseligt kan få folk til at miste forstanden. En af mændene er Pepe Mujica. Han bliver senere Uruguays præsident.

8. Walk the Line

IMDb score: 7,9

Hvis du er til film om historiens store personligheder, så vælg Walk the Line. Både det lysende talent og dets mørke sider får plads i historien om country-stjernen Johnny Cash’ liv og karriere. Og den stærke fortælling, den udødelige musik og det store skuespil fra Reese Witherspoon og Joaquin Phoenix som “The Man in Black” går op i en højere enhed.

9. Patton

IMDb score: 8,0

En klassiker af en krigsfilm. Den syvdobbelte Oscar-vinder fra 1970 følger den legendariske, men kontroversielle, amerikanske general George S. Patton, som ledte de amerikanske tropper i Anden Verdenskrig. En bandende og svovlende bad boy, som kunne finde på at uddele en kindhest til en soldat i granatchok og beordre ham tilbage til fronten, pronto.

10. Schindler’s List

IMDb score: 8,9

Hvis det ikke var for Steven Spielbergs syvdobbelte Oscar-vinder, ville det ikke være almindelig paratviden, at der under Anden Verdenskrig fandtes et medlem af Hitlers nazistiske parti, som i hemmelighed reddede 1.200 jøder fra Holocaust ved at ansætte dem på sin fabrik i Tjekkoslovakiet.

Efter krigen havde Oskar Schindler faktisk svært ved at få sine forretninger til at køre rundt og måtte leve på understøttelse. Mon det havde været tilfældet, hvis Spielbergs film var kommet ud nogle årtier tidligere?