Så vi årets største Bagedyst fuck up i det allerførste program?

author
Mette Viktoria Pabst

Vi skal kun 42 minutters ind i sæsonpremieren på Den store bagedyst 2018, før det sker. Noget, der sagtens kunne gå hen og blive dette års allermest cringe øjeblik.

Alberts kage i den hemmelige udfordring er i gang med at forsvinde ud over bordkanten. En præstation, der kandiderer til at være på listen over de største kagefadæser i Bagedystens historie.

Det er ellers kun et øjeblik før, at Albert har blæret sig med, at han er creme-mester.

“Når jeg køber en spandauer hos bageren, kan jeg godt finde på at gå hjem og koge min egen creme og putte den oven i,” siger Albert selvsikkert, da amatørbagerne får at vide, at de skal bage en Othellolagkage i den hemmelige udfordring. Og seriøst, Albert. Med sådan en kommentar er det jo dømt til at gå galt.

Mød de nye deltagere til Den store bagedyst 2018 her

For man skal passe på med at blære sig i Den store bagedyst – det ender altid med, at det, man troede, man var så god til, bliver lidt af en bagekatastrofe. Således også denne gang, hvor Alberts Othello-creme ikke har sat sig, og derfor flygter ud på bordet, da Albert tager springformen af.

Og mine tæer krummer sig sammen i solidaritet, men også i et tilfredsstillende skandale-rush, mens Alberts kagedrømme drypper ned på gulvet.

Så er årets Bagedyst-sæson ligesom skudt igang.

Et veloplagt bagecast

Jeg kan ikke bage. Jeg har bagt én eneste kage i mit liv. Det var sidste nytår, hvor jeg bagte en cheesecake, der led samme skæbne som Alberts Othellolagkage. Den kollapsede og flød ud i serpentinerne, da klokken slog 12.

Trods min korte bagekarriere er jeg, som de fleste andre danskere, en sucker for Den store bagedyst. Jeg har set troligt med, siden før Tobias gjorde dysten til DR’s mest succesfulde program. Og dette års Den store bagedyst første afsnit tyder absolut på en sæson i topform.

Vil du have mere Bagedysten? Så har Netflix lavet det ultimative bageprogram

Alberts kagekollaps var kun det ene hjørne af følelsespaletten. Vi kommer også helt over i det andet, når husmoren Christina ligner en skolepige med blussende kinder, da dommerene roser hendes sprøjtearbejde; og når 16-årige Emil er ved at sprænges af glæde over mesterbagerforklædet.

Og igen i år er identifikationen komplet. DR har castet et absolut perfekt hold amatørbagere, som alle kan spejle sig i. Hvordan DR gang på gang kan finde danskere, der passer ned i de præcis samme kasser, og ovenikøbet kan sige “sprøjtearbejde” uden at grine, er mig en gåde. Og hvordan kan de altid være så fandens charmerende?

Der er et par brune, et par unge, den skøre, den homoseksuelle. Der er familiefaren og husmoren. Perfektionisten og kunstnertypen.

Årets Bagedyst-darling: Rosa elsker Glyngøre og girl power

Jeg mangler lidt en Rosa. Men ellers elsker jeg hele holdet. Der er Vespa-entusiasten Peter, der er så kikset og nuser, at det gør ondt. Når man ser ham hive reservedele op til sin mørdejskage, har man lyst til at række ind i fjernsynet, ruske i ham og råbe: Hvad tænker du på, Peter? Og alligevel elsker man ham for ikke at give en fuck for det hele, og for at lave et tændrør i tør kagebund i stedet for en lagkage i flere etager med fondantovertræk og englevinger i isomalt.

Og så er der sådan en som Jon, der har vejet for meget og altid været usikker på sig selv, men nu har smidt 50 kilo og står skarpere end nogensinde. Man kan ikke lade være med at ønske ham alt det bedste i verden. Eller Emil, den lille wunderkind, som man elsker, men samtidig er hunderæd for ender med at knække halsen på at være så dygtig i så ung en alder.

En vinder tegner sig allerede

Dommerne startede hårdt ud med en tørkage i Den store bagedyst første afsnit. En hvilken som helst tørkage, og så var kreativiteten ellers sat på prøve. Vespa-Peter havde taget sit værksted med, og selvom det var absolut forfriskende, var det også helt håbløst. Ved siden af stod Christina og skrev sit navn i chokolademonogrammer, og Emil puttede timian i sine ambitiøse citroncirkler.

Totalt Tobias-move i øvrigt.

Tobias fra Bagedysten udforsker sin bedstefars dunkle fortid i nyt program

Amatørbagerne har nu bagt tre kager. Og der tegner sig allerde et vinderfelt med den unge Emil i spidsen, Bagedystens alleryngste deltager nogensinde. En kagekomet, der nok skal komme langt. Men man skal heller ikke kimse af hippie-Sara, der putter noget så skandaløst som jordskokker og gulerødder i sin kage, og alligevel formår at vinde dommernes gunst. Eller Christina, der har finesse og sågar maler detaljer på grillpølse-pynten på hendes bål-kage.

Den hemmelige udfordring var ikke en dans på roser, og den drilske Othellolagkage skilte fårene fra bukkene.

Alberts fadæse gjorde ondt helt indeni, og minder alt for meget om Mohammed, der for et par sæsoner siden fik lavet en kollapset cheesecake, der så så ækel ud, at dommerne ikke engang ville smage på den. En kage, der i øvrigt lignede iøjenfaldende meget mit eget cheesecakeforsøg.

Og det er netop det, der gør Den store bagedyst til så god underholdning. Vi hujer med amatørbagerne, når det lykkes, og græder med dem, når det går galt. De er os, og vi er dem. Og det er fandens godt tv.