De bedste serier i 2018 – indtil nu

Foto/ Showtime, FX, HBO

author
Freya Bjørnlund

Vi er for længst halvvejs gennem året, og det er på tide at gøre status over de bedste serier i 2018 indtil nu.

Barry – sæson 1

Skuespilleren Bill Hader, der slog igennem i Saturday Night Live og siden har brilleret i Trainwreck, The Skeleton Twins og som stemmeskuespiller i både South Park og Inside Out, har svært ved at sætte en fod forkert. I år har han skrevet og instrueret en af de bedste serier i 2018 sammen med Alec Berg. Og stik imod forventning klæder det deadpan-fjæs, han kører i serien, ham endnu bedre end gummi-mimik.

Barry er den skønt usandsynlige historie om en livstræt lejemorder, der drømmer om at finde sin indre passion – som skuespiller.

Det er grotesk, men også sært rørende at se den kølige killer kommer i kontakt med sine følelser på teaterscenen.

IMDb-rating: 8,1

Barry kan ses på HBO Nordic.

 

LÆS OGSÅ: Journalisten, der fik vurderet sine kønslæber på tv: Jeg blev nødt til at bruge mig selv

The Terror – sæson 1

Nogle gange er de uhyggeligste historier dem, der er sket i virkeligheden. Og nogle gange bliver en virkelig historie mere uhyggelig af at tilføje et monster.

AMC’s lidt oversete The Terror er en af de mest uhyggelige serier i 2018. leger med den sande historie om Sir John Franklin og hans 128 sømænd, som i 1845 stævnede ud fra London for at finde en sejlrute gennem Arktis.

Men hans to skibe satte sig fast i isen. Og i flere år måtte mandskabet forsøge at overleve på dåsemad – som til sidst er så fordærvet, at det giver dem blyforgiftning.

Blyforgiftning får folk til at se syner. Og måske er det derfor, at The Terror gør livet sværere for de allerede hårdt trængte sømænd ved at føje et fiktivt monster til den virkelige historie.

Serien følger spændingerne mellem en flok mænd, der lader sig styre af overlevelsesinstinktet. Om det så skal koste deres kammerater livet.

IMDb-rating: 8,1

The Terror kan ses på Amazon Prime.

 

LÆS OGSÅ: ’Rudi er bange’ er det bedste, du kan se på dansk tv, lige nu

The Handmaid’s Tale – Sæson 2

Det er muligt, at sæson 2 af Hulus fremtidsmareridt ikke levede op til etteren.

Det er muligt, at handlingen var spredt så tyndt ud over sæsonen, at hele afsnit i starten kunne tages ud.

Men det ændrer ikke på, at historien om en fremtid, hvor kvinder bliver holdt som avlsdyr og sexslaver, er noget af det modigste i serieverdenen netop nu.

Elisabeth Moss gravede helt nye sider frem af June, der både viser mere kynisme, men også mere tvivl om sine valg.

Første sæson lænede sig tæt op ad Margaret Atwoods roman af samme navn, men alt i alt er det lykkedes serieskaberne at udvide hendes univers.

IMDb-rating: 8,6

The Handmaid’s Tale kan ses på HBO Nordic.

 

LÆS OGSÅ: Irina The Diva viser sit livs krise frem i serie: Om aftenen ringede jeg til telefonrådgivning

The Staircase

Hvis du er en hund efter virkelighedens kriminalgåder i Serial, The Jinx og Making a Murderer, så bør du sende en kærlig tanke til The Staircase, som viste vejen for true crime-genren, længe før den gik mainstream.

The Staircase er historien om forfatteren Michael Peterson. Og om hans kone Kathleen, som en aften i 2001 blev fundet død for foden af trappen i deres hjem. Sølet ind i blod.

Allerede et par dage efter inviterer Michael Petersen den franske dokumentarinstruktør Jean-Xavier Lestrade til at til at følge det dødsmysterium, der hurtigt udvikler sig til en mordsag med Michael Peterson selv som hovedmistænkt.

De fleste true crime-serier optrevler et mysterium, som ligger langt tilbage i tiden. The Staircase er med, mens drabssagen udspiller sig. Til de mest afgørende strategimøder mellem forsvarsadvokaterne til de svære snakke mellem Michael Peterson og hans døtre, som risikerer at miste deres far, netop som de har mistet deres mor.

Alt sammen med den nagende tvivl: Har han gjort det?

De første otte afsnit af The Staircase kom ud allerede i 2003. Men instruktøren har fulgt Michael Peterson lige siden, og nu er alle 13 afsnit på Netflix og blandt de bedste krimidokumentarer nogensinde.

IMDb-rating: 8,1

The Staircase kan ses på Netflix.

 

LÆS OGSÅ: Hvis du kunne lide ‘The Jinx’, vil du elske DRs nye true crime-serie

Pose – sæson 1

De bedste tv-serier åbner en verden for dig, som du aldrig har besøgt før, og som du ikke har lyst til at forlade igen.

Pose lukker os ind i ballroom-kulturen i 80’ernes New York, som de færreste af os anede eksisterede, som åbenbart har holdt byens fedeste fester i hemmelighed.

I LGBTQ-miljøet mødtes transkønnede, drags og queers i alle regnbuens farver til fester, hvor de går catwalk og flasher deres Madonna-poses.

Alt sammen for at skabe et sted, hvor man ikke klæder sig ud for at passe ind, men for at vise, hvem man er.

Pose er den jordbundne kusine til RuPaul’s Drag Race, som viser virkeligheden bag all the realness. For eksempel, at det marginaliserede LGBTQ-miljø også havde et hierarki, hvor transkønnede lå så lavt, at de blev udsat for hate crimes, hvis de vovede sig ind på en bøssebar.

Men i sit hjerte er Pose fuld af håbefulde historier om en homoseksuel fattigrøv, der bare gerne vil ind på danseskolen, og en prostitueret transkvinde, som forelsker sig i sin romantiske Yuppie-kunde.

IMDb-rating: 8,4

Pose kan ses på HBO Nordic.

 

Atlanta – sæson 2

Donald Glover har for længst vundet år 2018.

Han var det indiskutable højdepunmt i Solo: A Star Wars Story som Lando Calrissian. Som sit rapper-alias Childish Gambino har han stået for årets indtil videre mest interessant musikvideo med This Is America.

Og så har han bevist i sæson 2 af Atlanta, at han også er en af de mest opfindsomme serieskabere i dag.

Atlanta foregår i byen, hvor USA’s hip hop-undergrund koger. Og her forsøger Earnest ”Earn” Marks spillet af Donald Glover selv at hjælpe sin fætter Paper Boi med at nå rap-stjernerne og tjene kassen.

Det går mindre godt. Undervejs tegner seriens skarpe humor et kritisk billede af et USA, hvor fattigdom og racisme ikke altid fostrer historier med en happy ending.

Atlanta overgår sig selv med sæson 2’s mere selvstændige, novellefilmslignende afsnit, som demonstrerer, at vi aldrig må forvente noget forudsigeligt fra Donald Glovers hoved. Desværre kan sæson 2 af Atlanta lige nu kun ses via amerikanske Itunes. Men sæson 1 er lige til at gå til på Viaplay.

IMDb-rating: 8,6

Sæson 1 af Atlanta kan ses på Viaplay.

 

LÆS OGSÅ: ‘Skam’-inspireret serie optaget på Roskilde: “Jeg har aldrig hørt så højlydt teltsex før!”

Killing Eve – sæson 1

Man skulle ikke tro, at Phoebe Waller-Bridges serie Killing Eve kunne fungere i virkeligheden.

Det er en politiserie med et katten-efter-musen-plot. Men den er også løjerligt sjov. Og utrolig sexet.

Hvis Sandra Oh aldrig rigtig kan blive andre end Doktor Cristina Yang fra Greys hvide verden i dine øjne, så skylder du sig selv at se hende brage igennem som den bramfri efterforsker Eve.

Hun får eminent modspil af sin nemesis, Jodie Comers morderiske femme fatale Villanelle.

Den eneste mand i serien, der spiller en afgørende rolle, er ingen ringere end danske Kim Bodnia som Konstantin Vasiliev, og han gør en flot figur.

Hvis du vil se en krimiserie, der med garanti ikke ligner alle de andre, så har du fundet den.

IMDb-rating: 8,4

Killing Eve kan ses på HBO Nordic.

 

Sharp Objects

Miniserien Sharp Objects er blevet lanceret som en klassisk krimi. En journalist vender hjem til sin barndomsby for at opklare et mord på en lille pige, og så kender vi stort set resten.

Hvis man forventer Dicte på amerikansk, bliver man skuffet.

Men hvis man giver Sharp Objects tid til at folde sit familiedrama ud, så får man en langt mere interessant og urovækkende oplevelse.

Vi opdager hurtigt, at den alkoholiserede, selvskadende reporter Camilles største opgave ikke er at løse krimigåden, men at se sin egen fortid og sociale arv i øjnene.

Amy Adams leverer en præstation som et åbent sår, der bure være selvskrevet til en Emmy i 2019.

Vi har endnu kun fået tre af Sharp Objects otte afsnit, men serien kan ikke ignoreres på listen over årets bedste indtil videre.

IMDb-rating: 8,4

Sharp Objects kan ses på HBO Nordic.

 

Who Is America?

Vi er kun to afsnit inde i “det farligste på program i tv-historien”, som Showtime kalder Who Is America?. Men Sacha Baron Cohens comeback-trolling har allerede gjort sig  fortjent til at komme med på listen over de bedste serier i 2018.

Kamelæonen Cohen rejser USA rundt for at afsløre, hvem amerikanerne er i en virkelighed anno 2018, der overgår fantasien. Forklædt som forskellige karakterer lokker han virkelige politikere, celebrities og andre fjolser til at vise deres sande ansigt i sine trick-interviews.

Det er sjældent kønt. Indtil videre har han overtalt flere politikere til at promovere pistoler til fireårige. Han har fået en reality-stjerne til at lyve om, at hun har besøgt Afrika for at redde ebola-ofre. Han har fået eks-vicepræsident Dick Cheney til at skrive sin autograf på et waterboarding-kit.

Senest har han fået politikeren Jason Spencer – valgt af de amerikanske vælgere, mine damer og herrer – til at tage upskirt-fotos under en burka, smide bukserne, og råbe “nigger” af sine lungers fulde kraft på kamera.

Nu er Jason Spencer blevet nødt til at træde tilbage. 

Sacha Baron Cohen har gjort det umulige. Han har genindført konsekvenser for handlinger i amerikansk politik.

IMDb-rating: 8,6

Who Is America? kan ses på HBO Nordic.

 

LÆS OGSÅ: Den her serie er f***ing hipster. Men du skal f***ing se den

Patrick Melrose

Hvis du også savner Benedict Cumberbatch som Sherlock Holmes, så er det stort set præcis, hvad du får i miniserien Patrick Melrose.

Benedict Cumberbatch går gonzo i den her kraftpræstation som en britisk rigmandssøn, hvis forestilling om en fed fredag aften er at tigge en gammel veninde om sex, låse sig inde på et hotelværelse, bestille et vildssvin, drikke sig ned i toiletkummen og toppe op med et skud livet-ville-være-nemmere-hvis-jeg-aldrig-vågnede-op-heroin.

Præcis i den tilstand skal Patrick Melrose begrave sin gamle, omsorgssvigtende far.

Seriens tempo er lige så uterligt som Patrick Melroses’ hoved. Faktisk er det tæt på Sherlock-tempo. Præcis som vi elsker Benedict.

IMDb-rating: 8,3

Patrick Melrose kan ses på HBO Nordic.

https://www.youtube.com/watch?v=JQh36eStMqk