Joaquin Phoenix spiller The Joker: Jeg skider af skræk

Foto/ Jaap Buitendijk

author
Freya Bjørnlund

Joaquin Phoenix er kommet i fornemt selskab. Efter mesterlige præstationer af Jack Nicholson og Heath Ledger (ingen nævnt, ingen glemt, Jared Leto) vandrer rollen som Batmans ærkefjende videre. Joaquin Phoenix spiller The Joker i en kommende origin-film instrueret af Todd Phillips.

Det tog ham ”meget tid og overvejelse”, før han sagde ja til rollen, fortæller han i et nyt interview med Collider. Det gør han altid, før han vælger en rolle.

LÆS OGSÅ: Den er god nok: Joaquin Phoenix skal spille The Joker

Men netop den her ”scares the fucking shitout of me”, som han siger:

”Jeg synes, han (instruktøren Todd Phillips, red.) er meget imponerende, og han ser ud til at have en meget interessant forståelse af den her verden, og hvad han prøver at sige. Og derfor er der noget meget tiltrækkende ved at arbejde med ham på det her projekt.”

”Det føles unikt, det er på en måde sin egen verden, og det får mig måske allermest til at skide af skræk,” siger han.

Præstationsangst

Verdens forventninger til rollen som The Joker kan ikke sammenlignes med andre roller, forklarer Joaquin Phoenix:

”Det er en forstørret version af, hvad du normalt skal håndtere som skuespiller.”

LÆS OGSÅ: Vi mindes Heath Ledger med hans 8 bedste scener

Instruktøren og manuskriptforfatteren ”har forestillet sig forskellige skuespillere, og pludselig tager du (rollen red.) på dig, og så er der et øjeblik med angst: ’Levede jeg op til deres forventninger?’. Og på et tidspunkt bliver du bare nødt til at hvile i det og sige ’Jeg kan ikke tænke over, hvem de måske først har forestillet sig (…) jeg må finde min egen vej ind i det.”

”Men det føles forstørret, fordi det ikke er én persons forventninger,” understreger han til Collider.

”Det er blevet gjort”

Filmen er blevet beskrevet som alt andet end en traditionel superheltefilm. En indiefilm med en brøkdel af et standard blockbuster-budget. Og tonen bliver langt mere mørk og eksperimenterende.

Netop sådan en film har Joaquin Phoenix drømt om flere år, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Verdens dårligste skuespiller i The Dark Knight er det sjoveste vi har set i dag

”For tre eller fire år siden ringede jeg til min agent og sagde: ’Hvorfor tager de ikke en af de her karakterer og laver en lavbudgetsfilm, en film med et karakterstudie, og hvorfor vælger de ikke skurkene?’”

”Og jeg tænkte, ’Man kan ikke bruge The Joker, fordi, du ved, man kan bare ikke bruge den karakter, det er blevet gjort.”

Men så læste han Todd Phillips’ manuskript. Og Joaquin Phoenix spiller nu The Joker i filmen, som hverken har fået en titel eller en premieredato endnu. Men han hænger heldigvis på den.