Alt tyder på, at Tarantinos Star Trek-film bliver til virkelighed

Zachary Quinto som Spock i Star Trek.

Foto/ Zade Rosenthal

author
Freya Bjørnlund

Vi venter i spænding på Quentin Tarantinos niende film Once Upon a Time in Hollywood, som får amerikansk premiere 9. august. Men nu bliver det endnu sværere at vente på hans næste film: Det lyder virkelig, som om Tarantinos Star Trek-film bliver til noget.

Tarantino plus Star Strek. Ikke just et match, der står skrevet i stjernerne.

LÆS OGSÅ: Leonardo DiCaprio deler det første episke foto fra Tarantinos mest hypede film til dato

Men i december sidste år forlød det, at Quentin Tarantino havde en skidegod idé til en Star Trek-film, og at han var i gang med at udvikle et manuskript, endda med hjælp fra instruktøren J.J. Abrams, som pustede nyt liv i det gamle franchise med filmen Star Trek i 2009.

Siden da har der været stille om projektet. Men nu åbner Zachary Quinto, der spiller Spock i de nye Star Trek-film, op om Tarantinos planer.

Spock-skuespiller inviteret med

Zachary Quinto mener bestemt, at han er blevet inviteret til at spille med i Tarantinos Star Trek-film, siger han til MTV-podcasten Happy Sad Confused:

”Min antagelse er, at det er med os (de nuværende Star Trek-skuespillere, red.) Det er sådan, det er blevet præsenteret.”

LÆS OGSÅ: Tarantino undskylder for at sætte Uma Thurmans liv på spil – og hun tilgiver ham

Filmen er ikke blevet officielt bekræftet. Men Zachary Quintos kommentarer tyder på, at den lever i bedste velgående:

”Du ved, indtil aftaler er lavet og kontrakter er underskrevet og kalendere er tilpasset, er intet skrevet i sten, så alt kan ske,” siger han og fortsætter:

”Jeg forstår det som, at Quentin havde den her idé, og at de var i gang med at udforme den, og han er ude og lave sin Manson-film. Og efter det kunne vi nok lave én med ham. Hvilket er ret spændende – ret cool.”

Intet er som sagt sikkert. Men Tarantino som Trekkie lyder unægtelig ret spændende.