Escobars bror: Netflix bør hyre snigmordere

Pablo Escobars bror Roberto mener, at Netflix bør hyre snigmordere til at beskytte dem under optagelserne af 'Narcos'. Foto / Netflix

author
Simon Knudsen

“Hvis du er klog, behøver du ikke våben. Hvis ikke, bliver du nødt til at have dem. I det her tilfælde bør Netflix sørge for snigmordere til at beskytte deres ansatte.”

Det siger Roberto De Jesus Escobar, den berygtede narkobaron Pablo Escobars bror, til The Hollywood Reporter efter en Netflix-ansat blev dræbt i Mexico i sidste uge, mens han ledte efter nye locations til fjerde sæson af kartelserien ‘Narcos’.

Roberto Escobar – snigmorder OG revisor. Foto / Escobar Inc.

En barsk udmelding, der dog ikke virker så besynderlig, når man tager Roberto Escobars baggrund i betragtning. Under Escobar-kartellets storhedstid var han både broderens ledende revisor og chief of hitmen. En mand med mange talenter.

Efter at have siddet i fængsel i mange år grundlagde Roberto Escobar i 2014 firmaet ‘Escobar Inc.’, der beskytter Escobar-dynastiets eftermæle rettighedsmæssigt. Og tjener lidt penge i den forbindelse også.

Derfor sagsøgte Roberto Escobar i 2016 Netflix for uretmæssigt at fortælle historien om Pablo og resten af Escobar familien. For hvor meget? 1 milliard dollars såmænd.

Så der er dårlig stemning mellem Roberto og Netflix. Dog ikke så dårlig stemning, at den 71-årige undlader at give streamingtjenesten et par råd med på vejen i forhold til at arbejde i Syd- og Mellemamerika og skildre kartelforhold.

“Jeg leger ikke med de her folk fra Silicon Valley. De har telefoner og fine produkter, men de kender ikke til livet og kunne aldrig overleve i junglen. Deres mor skulle have beholdt dem i livmoderen. Det er, hvad vi siger til dem, når de kommer til Colombia.”

Der kan man snakke om real talk. Skriv det bag øret, kære læser – hyr snigmordere og lad telefonen blive hjemme, hvis du vil være professionel i Colombia.