Hvorfor elsker jeg at se seriemordere fortælle om deres groteske gerninger?

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Kim Walls tragiske død, og mystikken der omgærder Raket-Madsen og Nautilus-ubåden i disse dage, er på alles læber.

Berlingske har skrevet om, hvordan tragedien fascinerer os og Politiken har udredt hvordan vi bliver draget på grund af elementer, vi kender fra fiktionens verden.

Jeg finder det sindssygt smagløst, men sidder alligevel bag lukkede døre og snakker med mine venner om, hvordan hele misæren er ”totalt nordic noir-værdig”, og vi diskuterer hvem der skal spille Peter Madsen i filmatiseringen.

Mit bud er Daniel Dencik eller Søren Malling.

Med vores fascination af det tragiske er vi pisse usmagelige.

Og når der ikke foregår mord i min baghave IRL, tyer jeg til true crime.

Jo mere bestialsk, jo bedre: Adrenalinet pumper når en seriemorder fortæller om, hvordan han voldtog og parterede sine ofre.

Jeg gyser ivrigt, når indsatte smider fæces på fængselsvagter i afmagt.

Og jeg ved, jeg ikke er alene.

En 500 år gammel genre

Men hvorfor er vi så fascinerede af true crime-genren? Er vi syge i hovederne?

True crime er blevet mere udbredt end nogensinde de seneste år med ”The Jinx” på HBO, ”Making A Murderer” på Netflix og podcasten ”Serial”.

Netflix har sågar lige købt rettighederne til Åsne Seierstads bestseller ”En af os”, der handler om Anders Breiviks massakre på Utøya.

Men genren er faktisk ikke en ny guilty pleasure: I 1551 skrev den tyske dramatiker og præst Waldis om, hvordan en kvinde myrdede sine fire børn. Og i 1635 skrev John Reynolds en bestseller, der måske nok var startskuddet til true crime-genren, som vi kender den i dag.

Har man gyset sig igennem ovennævnte, er der stadig spandevis af flere makabre godterier, man kan kaste sig over.  Lige nu ser jeg for eksempel ”Lockup” på Netflix, der følger indsatte i amerikanske fængsler.

Der er bandeopgør. Der er detaljer om, hvordan et meth-hoved har hakket sin svigermor ihjel for at hæve hendes kontanthjælp. Der er pædofile, nekrofile og psykopater. Nøj, det er guf.

Det kunne jo ske for mig

Jeg har sat psykolog og filosof Saman Atter Motlagh i stævne for at komme til bunds i, om jeg er syg i hovedet, når jeg sluger de 40 minutter lange afsnit en for en.

Hej Saman. Hvor tror du at min smagløse fascination for true crime kommer fra?

“Det kommer nok af det, man kalder for angstens sødme – at der er noget pirrende og æggende ved ting, der ængster os. Og så er det fede ved true crime jo, at man ikke behøver at abonnere på en eller anden overtro. Det kan jo være ens nabo, der har gjort det!”

Men det er vel ikke fedt – at min nabo kan være øksemorder?

“Man kan sammenligne det lidt med paranoide folk, hvor det er slemt, hvis nogen er efter dig men værre, hvis ingen interesserer sig for dig. Det er en let måde at blive vigtig på.  Det kunne være dig, de gerne ville voldtage eller dræbe eller stjæle fra. Og sådan er det jo især, hvis det sker i ens eget miljø. For hvis der foregår noget lige rundt om hjørnet, kan man som privatperson ikke slippe fascinationen. Og du sidder og tænker, at det kunne være sket for dig.”

Tænker du på nogen bestemt sag her, eller…?

“Se på Josef Fritzl. Den var der ingen, der havde set komme! Og man kan jo heller ikke komme udenom ubådssagen. Hvis det havde foregået i USA, havde vi ikke fulgt sagen på samme måde, som vi gør lige nu.”

Tænk hvis ham den skumle type står på lur?

Men tag nu min yndlingsserie, ”Lockup”. Det er sindssyge mordere i USA. Den slags findes jo ikke her, hvor jeg højest har en eller anden Loyal To Familia-tilknyttet teenager til at stene rundt nede i min baggård og fyre fede.

Det kan godt være, at miljøet i ”Lockup” er noget andet, men serien fortæller sikkert stadig noget om, hvordan perverterede og sindssyge mennesker fungerer. Og det er den implikation, der er spændende.

Så for at opsummere?

Som seer sætter du dig selv i centrum og er narcissistisk. Du forestiller dig, at der er nogen, som kunne være efter dig. Men du ér jo så ligegyldig, der er ikke nogen, der gider at komme og kidnappe dig.

Efter min snak med Saman føler jeg mig lidt halvflov. For det passer jo, det han siger. Jeg tænder for ”Lockup”. En nazi-morder der er så lille, så hans smalle håndled kan komme ud af alle fængselsbetjentenes håndjern. Så ligner han lidt Gollum, og så har han en kæmpe tatovering i panden. TÆNK hvis nu sådan en type står på lur, når jeg skal ned og ryge i gården om lidt?