Instruktøren Bryan Singer bliver fyret fra Queen-film efter forsvindingsnummer

Foto/ Alex Bailey/20th Century Fox

author
Freya Bjørnlund

Optagelserne til den længe ventede film om Queen-forsangeren Freddy Mercury blev sat på pause 1. december. På grund af instruktøren Bryan Singers ”uforudsete utilgængelighed,” lød udmeldingen.

Nu forklarer insiderkilder til The Hollywood Reporter, hvad i alverden det betyder. Og samtidig fyrer filmselskabet Bryan Singer.

”Bryan Singer er ikke længere instruktør på ’Bohemian Rhapsody’, skriver Fox.

Bryan Singer har instrueret ’The Usual Suspects’ og en hel bunke X-Men-film. I de senere år er han især kendt for de mange rygter om seksuelle overgreb på blandt andet teeanagedrenge.

Singer udeblev fra optagelserne af ’Bohemian Rhapsody’ i 10 dage uden forklaring. Imens måtte kameramanden lege afløser. Forsvindingsnummeret kom efter en voksende konflikt med skuespilleren Rami Malek (’Mr. Robot’), der spiller hoverollen som Freddy Mercury.

LÆS OGSÅ: Denne film er lige blevet kåret som verdens bedst anmeldte

Kaster med ting

Allerede tidligere i optagelserne begyndte Singer ikke at møde op. Ifølge ham selv, fordi selskabet ikke tog hensyn til ”hans alvorligt syge forælder” og hans eget helbred.

Selv siger han:

”Der er intet, jeg hellere ville, end at gøre det her projekt færdigt og ære Freddy Mercury og Queens eftermæle. Men Fox ville ikke lade mig gøre det, fordi jeg blev nødt til midlertidigt at sætte mit eget og mine elskedes helbred først.”

Da instruktøren ikke mødte op, klagede Rami Malek til filmselskabet. Skuespilleren Tom Hollander, der spiller Queens manager, sprang helt fra filmen. Efter fyringen er han dog blevet overtalt til at vende tilbage.

Det ledte til en konfrontation mellem Singer og Rami Malek, hvor Singer angiveligt skulle have kastet med et objekt.

LÆS OGSÅ: Hvordan afliver man en hovedperson?

Hævder at have fået PTSD

Nu har Fox fået nok.

Bryan Singer mener, at han nu lider af Post Traumatic Stress Disorder efter spændingerne på optagelserne, ifølge Hollywood Reporters kilde på settet,   

Offentligt siger han sådan her:

”Det er ikke sandt, at min afsked med filmen skyldes en konflikt med Rami Malek. Selvom vi nogle gange havde kreative uenigheder på settet, lagde Rami og jeg de uenigheder bag os og fortsatte arbejdet på filmen indtil før Thanksgiving.”

Det var før Thanksgiving, at Bryan Singer forsvandt. Fox forventer at udpege en ny instruktør inden for få dage.