Den anden trailer til filmen Cats er ude, og den er spækket med show!

Foto/ Universal Pictures

author
Frederikke Weien Svendsen

Vi har før skrevet om, at musicalen Cats bliver filmatiseret – og nu er den anden trailer til filmen ude. Og vi kan roligt sige, at det kommer til at være en film, vi ikke har set før.

I den nye fimatisering af musicalen Cats er alle skuespillerne blevet presset ned i en form for tætsiddende dragt, hvor de herefter er blevet udsmykket som diverse behårede katte. Det skriver Vanity Fair. Altså mennesker som katte.

Ja, det lyder specielt. Og det er det også.

LÆS OGSÅ: The Notebook bliver til en musical, og vores tårekanaler kan ikke tåle det

Mange kendte ansigter

Vi har før skrevet om, at musicalen Cats i sig selv er lidt syretrip-agtig. Og det ser ikke rigtig ud til, at Tom Hoopers filmatisering af selvsamme musical bliver tonet mere ned.

Selve musicalen tager udgangspunkt i T.S. Eliots bog Old Possum’s Book of Practical Cats, der handler om livet som baggårdskat. Her skal de mange katte medvirke i en årlig begivenhed, hvor de skal vise deres værd. Herefter bliver det besluttet hvilken kat, der får et helt nyt og luksuriøst liv.

Vi ser i traileren, at skuespillerne hopper og danser rundt som pelsbeklædte katte. Og det er alt fra sangerne Taylor Swift og Jason Derulo til The Wire-stjernen Idris Elba, og den hylende morsomme skuespiller Rebel Wilson – og mange, mange flere fabelagtige skuespillere.

Så man kan i den grad sige, at det ikke er B-skuespillerne, der er blevet hevet ind for at medvirke i den nye og flamboyante kattefilm.

Cats får dansk premiere den 25. december. Så hvis du ikke ved, hvad du skal bruge tiden på mellem jul og nytår, ved du det nu.

Du kan se traileren til den farverige og behårede film lige her:

LÆS OGSÅ: Det kommer du til at kunne streame på Disney+: Her er den LANGE liste